Historiestuderende: Vi bliver nødt til at råbe op for at forsvare vores fag

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Du kender det sikkert og måske alt for godt. Det er en følelse, som kan mærkes helt ind til benene. Den opstår, når du er vidne til noget du elsker, noget, du har passion for, bliver fuldstændig mishandlet, og det skriger i alle nerver af din krop.

Det er den følelse, der er opstået hos os historiestuderende. Nok kan vi trække på skulderen over historiske film og serier som ”Braveheart” eller ”1864”, hvor historisk nøjagtighed er en by i Rusland. Men vi kommer til kort, når det angår historiografiske tekster, hvor vores fags metoder på ingen måder er blevet skænket en tanke.

Det kan siges om Peter Kramers nye bud på en bog, “Ridser i Lakken”. Den er et klassisk eksempel på doven historieskrivning. Han har med sin bog gjort et halvhjertet forsøg på at undersøge det danske kongehus’ forhold til nazisterne i 1930’erne og konkluderer mere eller mindre, at kongehuset var nazisympatisører.

For det har anerkendte historikere som Steen Andersen og Claus Bundgaard Christensen kritiseret bogen sønder og sammen; en kritik, som er berettiget, og en kritik, som Peter Kramer ikke har taget særlig pænt imod. Kramer er endda gået så vidt som til at råbe ad sine kritikere i liveradio.

Som modsvar til kritikken skrev Peter Kramer en kronik i Politiken 17/10, hvor man nærmest kunne mærke hans bitterhed igennem avisens spalter. Men man skulle ikke ofre mange sekunder på indlægget, før det nærmest blev tragikomisk. Først fejer han kritikken til siden af dette lands klogeste hoveder, når det gælder det 20. århundredes danmarkshistorie, og vælger til gengæld at rette fokus mod dem, der rent faktisk kan lide hans bog.

Man må give Kramer, at han ved, at det er de positive ting i livet, der skal sættes fokus på. Men hvem er det så, der kommer Peter Kramer til undsætning som en ridder på den hvide hest?

Det er såmænd chefredaktør Jan Schouby fra Aarhus Stiftstidende, som er tidligere sportsjournalist, men sidst vi tjekkede, handlede Peter Kramers bog ikke om sport i kongehuset i 1930’erne.

Peter Kramer får desuden hjælp af en historiker, der skrev et rosende indlæg i mediet Den Korte Avis, selvom indlægget egentlig bare er en genfortælling af bogen. Til sidst får Kramer hjælp af den såkaldte »tv-mand« Dan Tscherina, som han selv omtaler ham. Tscherina har skrevet et Facebook-opslag, der roser bogen; for vi ved jo alle sammen, at de personer, man ser på tv, er sandhedens orakler, og at Facebook er stedet, hvor sandheden altid kommer på bordet. Desuden er Tscherina venner med Peter Kramer, som der står skrevet i Facebook-opslaget, så hans ros af bogen er ikke troværdig, hvis vi skal tage de historiske fagbriller på.

Så lad os opsummere: En lokalhistoriker, en chefredaktør og en »tv-mand«, der skriver på Facebook, er dem, som roser Kramers bog. Det er ikke ligefrem, fordi det skriger af historisk faglighed, og Kramer udstiller sig selv som én, der egentlig ikke aner, hvordan historieskrivning kommer til verden, fordi han er så selektiv i sin brug af kilder og holdninger, han fremhæver.

Vi er godt trætte af at se vores fag blive mishandlet på den måde, Kramer har gjort. Der er ingen respekt for kilderne eller for de historikere, mange af os respekterer og ser op til. Desuden har Peter Kramer med sit indlæg i Politiken bevist, at han heller ikke er villig til at lytte til kritik fra nogle af de største eksperter inden for emnet.