Vi er gået for langt for ikke at krænke minoriteter

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

På et af vores teatre skulle en skuespiller have indledt aftenen med ordene: »Ladies and gentlemen. Mine damer og herrer.«

Men det blev stoppet. Man kan ikke længere adressere en forsamling med ordene: »Mine damer og herrer.«

Nogen kan føle sig krænket, fordi de hverken identificerer sig som en dame eller en herre. Derfor skal en teaterforestilling og andre forestillinger indledes med ordene: »Kære publikum.« Måske vil der være én person af 1.000, der ikke kan identificere sig som enten mand eller kvinde. Og for denne ene persons skyld må man ikke sige: »Ladies and gentlemen. Mine damer og herrer.«

I mine øjne er der to biologiske køn. Kvinde og mand. Men det udelukker ikke, at folk – og det skal man absolut respektere – kan føle sig som noget helt andet. For nylig mødte jeg en kvinde, der gerne ville have, at jeg ikke tiltalte hende med ”hun”. Men med ”dem” og ”de”.

Jeg tænkte, at det var spændende at møde et ungt menneske, der ville tilbage til de gamle høflighedsformer. Men det var ikke det, der var hendes ærinde. Hun følte sig hverken som en ”hun” eller ”han”. Hun var mange køn på én gang. Derfor ville hun tiltales ”de” og ”dem”. Måske kommer vi til, hvis vi skal tage hensyn til hende som et mindretal, at sige De og Dem til hinanden igen?

Et godt samfund tager hensyn til mindretallene. Vi må værne om dem, der skiller sig ud fra flokken. Og det må vi, fordi vi på trods af alle vores afvigelser og forskelligheder er et i Kristus, hvad enten vi føler os som mand eller kvinde eller noget helt tredje eller fjerde eller femte.

Men spørgsmålet er, om vi er gået for vidt i vores mange indgreb for ikke at krænke en minoritet?

Jesus siger: »Hvad mener I? Hvis en mand har 100 får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de 99 blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne?« Jo, det gør manden.

Og ingen tvivl om, at vores samfund er vældig god til at tage sig af dem, der adskiller sig fra flokken. Ikke for at få dem tilbage til flokken og få dem til at ligne flokken. Men samfundet gør, hvad der kan gøres, for at alle skal føle, at de hører til en flok, selvom de adskiller sig fra den.

Vi har sørget for, at sproget er blevet tilrettet, så seksuelle minoriteter ikke krænkes. Vi har sørget for kønsneutrale toiletter og pas. Når man ved indsendelse af et læserbrev til en avis skal krydse af, om man er kvinde eller mand, er der også mulighed for at sætte kryds ved ”andet” eller ”ønsker ikke at oplyse”. Der er taget hensyn på alle leder og kanter. Men mens man har ledt efter de i gåseøjne vildfarne får, har man ladet flokken, de 99, blive stående forladt.

Måske er det baggrunden for den politiske højredrejning i Vesten. Den store flok har følt sig svigtet, når politikerne satte alle kræfter ind for at hjælpe indvandrerne og måske gav de nye i samfundet nogle forhold, som nogle i flokken ikke havde. Eller når politikerne kørte frem med de seksuelle minoriteters mange rettigheder.

Flokken stod og gloende tomt ud i luften uden at få svar på sine spørgsmål og følte sig svigtet af dem, der skulle passe på den. Når Jesus fortæller, hvordan vores himmelske far vil lede efter os, hvis vi skulle fare vild, hvis vi skulle komme til at adskille os fra den store flok, hvis vi skulle føle os fortabte og alene, er det værd at understrege, at Gud af den grund ikke glemmer flokken. Han er også hos de 99, der indimellem kan føle sig svigtet, fordi fokus sjældent er hos dem.

Det, vi derfor kan lære af Jesusfortællingen om manden med de 99 får, er, at vi selvfølgelig altid skal have fokus og omsorg i vores samfund for dem, der adskiller sig, så de kan føle sig som en del af en stor flok, uden at det af den grund ender i et det mindretalsdiktatur, som det er endt med i Danmark. Men vi må aldrig glemme de 99, den store flok, dem, der står tilbage med spørgsmålene og ængsteligheden, og som også ønsker at blive hørt, set og forstået.