Nok er nok: Orbán er ikke Europas fremtid
Vi skal ikke lade os lede – eller vildlede – af Putins nyttige idiot fra Ungarn.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
»Let’s make Europe great again.«
Sådan afsluttede Viktor Orbán, Ungarns premierminister, sin tale til Europa-Parlamentets plenarsamling for to uger siden. Jeg synes, retorikken er skræmmende. Det er trumpistisk og populistisk, men vigtigst af alt: Det er løgn.
Europa ville ikke blive bedre, hvis Orbán fik sin vilje. Tværtimod. Sandheden er, at hvis Orbán og hans støtter fik magten i Europa, så ville det betyde alvorlig tilbagegang. Et Europa, der er afhængig af russisk olie. Et Europa, der bliver patruljeret af kinesisk politi. Et Europa uden pressefrihed, i økonomisk recession og fyldt til bristepunktet af korruption. Et Europa, hvor helt basale menneskerettigheder bliver taget fra borgerne. Et Europa i fuldstændigt forfald. Billedet er foruroligende, og det kan lyde som dystopiske forhold, men det er ikke grebet ud af den blå luft. Det er virkeligheden for det ungarske folk lige nu.
Orbán er antidemokratisk, og han er hverken solidarisk med Europa eller EU. Det har han gentagne gange bevist og gør det fortsat. Han undergraver den grønne omstilling, han ser stort på retsstatsprincippet, og han har meldt sig under pro-russiske faner. Han er Putins nyttige idiot, som kun skader EU. Det kan vi ikke tillade længere.
Vi skal håndhæve de demokratiske spilleregler. Og når Orbán ikke ønsker at følge dem, så skal vi bruge selvsamme regler til at sanktionere med. Han er for længst trådt over stregen, og hans handlinger bør få konsekvenser.
Parlamentet har ad flere omgange ønsket at rejse en såkaldt artikel 7-sag, som kan føre til, at Ungarn bliver frataget sin stemmeret, når der stemmes om nye sager. Det støtter jeg fuldt op om. Det er en af de mest alvorlige sanktioner, vi har i EU, men vi skal også sætte hårdt mod hårdt, hvis et medlemsland begår et brud på EU’s værdier. Derudover synes jeg, det er på tide at undersøge, hvorvidt Ungarns formandskab skal forkortes.
Det handler ikke om at udelukke den ekstreme højrefløj. Det ville nemlig være antidemokratisk. Og det ville blot puste til ilden og give dem endnu mere vind i sejlene. Flere af mine kollegaer fra venstrefløjen mener, at Orbán ikke skulle være inviteret til at tale i parlamentet. Det mener jeg ville være en fejl. Vi skal vise ham, at vi står hårdt på den ytringsfrihed, som han selv fratager sine borgere. Men vi skal møde ham med hård kritik. Og netop det fik vi muligheden for, da han skulle stå skoleret foran resten af medlemslandene.
Det er en svær og vigtig balancegang. Vi skal lytte til alle og være villige til at indgå kompromiser. Men vi må aldrig sidde overhørig, at en mand som Orbán gør brug af autokratiske metoder og negligerer europæiske værdier.
Vi kan ikke tillade en orbánisering af Europa. Han er allerede godt i gang med en afdemokratisering af Ungarn, og han skal ikke have muligheden for det samme i resten af Europa. EU bør stille sig på det ungarske folks side og ikke tillade en autokrat som Orbán mere magt.
Orbán taler om, at han vil »okkupere« Europa og på den måde få EU på rette kurs. Det er jeg selvsagt uenig i. Han skal have lov til at fortsætte sin skræmmende retorik, men lad os bekæmpe den med fakta og argumenter. Og lad os forlange, at han overholder vores europæiske regler.