Fremtidens LGBTQ+-ældre skal ikke sidde på plejehjemmet og skamme sig

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For nylig havde jeg en snak med en transperson, som opsummerede sit eget liv i en enkelt sætning: »Ja, jeg har et godt liv, når jeg ikke bliver råbt ad på gaden.« Efter vores snak – og efter endnu en veloverstået pride-uge med fokus på emnet – er jeg nødt til at spørge: Hvorfor fordufter vores sunde fornuft og vores medmenneskelighed, når emnet er LGBTQ+?

Lad mig starte med en erkendelse: Jeg er helt enig i, at der findes nogle få personer, som tager hele LGBTQ+-debatten som gidsel. Som driver gæk med de rettigheder, vi heldigvis har givet til den her gruppe af mennesker.

Debatten om juridisk kønsskifte bliver helt afsporet på grund af disse få personer, og det er enormt uretfærdigt. Nej, selvfølgelig skal en biologisk mand med en voldtægtsdom ikke sidde i et kvindefængsel, bare fordi hun har skiftet juridisk køn. Det er der ingen, der er uenige i.

Det er og bliver aldrig det, der er meningen med lovgivningen om juridisk kønsskifte. Det er en rettighed, der skal gives til de personer, der har et behov, og helt ærligt: De fleste af dem er altså ganske almindelige danskere, som bare vil leve i fred. Og som har fortjent friheden til at være dem, de er, uden at skulle skamme sig.

For nylig besøgte jeg LGBT+-plejehjemmet Slottet i København. Her talte jeg med ældre mennesker, der stadig sidder og føler skyld og skam over, at de ikke følte sig til rette i egen krop eller ikke tilhørte den gængse seksualitet. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt som et moderne samfund. Lad os sikre, at landets LGBTQ+-ældre i fremtiden kan sidde på plejehjemmet og føle glæde ved, at de gennem livet har haft plads og rettigheder til at leve, som de ønsker.

Der er vi desværre ikke endnu. Hver gang jeg møder transpersoner, som fortæller mig om de svære ting, de har oplevet, bliver jeg trist. Rigtig trist.

De vil bare leve og være dem, de er. De er lavmælte og siger ofte: »Jeg er da ikke helt tryg, når jeg går på gaden, men pyt.« De er utrygge og mistrives i høj grad, og den offentlige debat gør intet godt for deres situation. Jeg ender altid med at føle mig skamfuld på mine medborgeres vegne, når jeg hører om de ting, vores transkønnede har været udsat for.

Tag nu de omdiskuterede omklædningsrum. Helt ærligt: Hvis man ikke kan genkende den krop, man er udstyret med, og ville ønske, man var i en anden krop, vil man så lige tage et fællesbad sammen med dem, der har den krop, man selv ønsker sig? Nej, selvfølgelig ikke. Der findes lokale løsninger på det her problem, de fleste transkønnede vælger at bade alene – og med god grund.

Lad os tale om de reelle LGBTQ+-problemer. Der er nok at tage fat på. F.eks. har homoseksuelle mænd dobbelt så høj forekomst af kønssygdomme som heteroseksuelle mænd, viser tal fra Institut for Menneskerettigheder. Det er et kæmpe problem, og det synes jeg hellere, vi skal tale om, hvordan vi løser. Det er en kæmpe ulighed i sundhed, at de heller ikke har lige god adgang til kompetent sundhedspersonale, der kender til de problemer, man har med seksuel sundhed som homoseksuel.