Det nytter ikke at likvidere andre – heller ikke ledere, vi ikke kan lide

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg vil gerne kvittere for chefredaktør Marchen Neel Gjertsens eftertanke 18/10 efter det israelske drab på Hamas-lederen Sinwar – at det er forkert at fryde sig, når mennesker bliver slået ihjel, også når det gælder personer med alvorlige forbrydelser på samvittigheden.

Jeg tror heller ikke på likvideringer som vejen til fred – heller ikke, hvis denne foreteelse havde ramt f.eks. Netanyahu eller Putin, personer, som jeg (også) har svært ved at finde det mindste sympatiske i deres magtpolitiske ageren.

Det bør være slut med at betragte krige som noget, hvor man, også debattører i Jyllands-Posten, giver den i rollen som heppekor for den ene eller anden part. Vi bør alle i stedet spørge efter løsninger, som bygger på folkeret og menneskerettigheder, de hovedprincipper, som FN, De Forenede Nationer, er sat i verden for at søge at håndhæve i fredsløsninger.

Der er også grund til at huske, at voldelige handlinger mellem lande og befolkninger sjældent er uden nuancer og forhistorie. Det synes jeg FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, fik formuleret ret præcist på FN-dagen i fjor, da han fordømte Hamas’ omfattende drab på civile og samtidig mindede om, at angrebet ikke skete i et vakuum – men at der var gået 56 års kvælende israelsk besættelse forud.

Jeg har også positivt noteret mig, at mange politikere, måske mest klart EU’s udenrigschef, Joseph Borell, har kaldt det et internationalt moralsk svigt at lade en konflikt med besættelse og undertrykkelse fortsætte i årevis uden at få en løsning på plads – især da opskriften, to stater til to folk, har ligget på tegnebrættet i FN i nu 77 år.

Det er fristende at bebrejde FN dette svigt, men mere fair at bebrejde de privilegerede lande i FN’s Sikkerhedsråd, som ikke har villet bøje sig mod hverandre, men valgt at bruge konflikten som en del af kampen om verdensdominans eller i bestræbelser på at vinde valgkampe.

FN er faktisk ikke tænkt som en kampplads for politiske alfahanner og -hunner, men som et forum, hvor der skal søges løsninger ud fra FN-pagten, hvad der er udviklet af folkeret siden, og hvad der overvejende er enighed i verden om.

I den forbindelse er det forstemmende at erfare, at især USA og Rusland synes ret ligeglade med, hvad der rører sig i ”det globale syd” – en betegnelse, der dækker flertallet af både lande og mennesker i verden. Vreden blandt disse ”ikkevestlige” lande (og deres befolkninger) var stor under corona, hvor vaccine-egoismen blomstrende i USA og Europa, og den er bestemt ikke blevet mindre med Gaza, hvor de oplever, at især Vesten sætter kammerateri før folkeret og menneskerettigheder.