Billigere, bedre og hurtigere ikke at plante skov for at stoppe kvælstofforureningen af havmiljøet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Trepartens fokus på at plante træer for at stoppe kvælstofforureningen af havmiljøet er unødvendig.

I Danmark er vi så heldige, at træer og buske kommer af sig selv, hvilket er en af grundene til, at de store planteædere er så vigtige, så arealer bevares helt eller delvist lysåbne, f.eks. til gavn for vores mange truede sommerfuglearter. Fordelen ved at lade naturen gøre arbejdet selv er, at effekten er der fra det øjeblik, marken tages ud af drift. Der skal derfor ikke ventes på, at træerne plantes.

Det ikke at plante træerne på de arealer, der skal være natur, vil spare midler, der så kan bruges på at få størst mulig biodiversitetseffekt. Der er endda forskning, som viser, at naturlig tilgroning giver højere biodiversitet. Sparede midler på plantning vil give mulighed for at købe flere arealer fri til natur hurtigere og dermed få en hurtigere positiv effekt for både vandmiljø og naturen på land.

Det ubetinget vigtigste er at tage jorden ud af drift, når det kommer til at stoppe kvælstofforureningen. Det har som minimum den samme positive effekt på vandmiljø, som hvis der plantes skov. Det skyldes, at den største skade er knyttet til opdyrkning, gylle og kunstgødning, der i hele processen medfører CO₂- og kvælstofforurening og tab af levesteder for vilde arter. Natur, også den lysåbne, opsuger og ophober CO₂ i jorden, og da den ikke tilføres næringsstoffer, forurener naturen ikke omgivelserne.

Indsættes der større planteædere i ligningen, f.eks. heste og kvæg, i de arealer, der udtages til natur, så boostes biodiversitetseffekten markant. Store planteædere er landnaturens ”ilt” og er derfor altafgørende at få med, hvis aftalen skal få tilstrækkelig effekt på biodiversiteten. Det kan ikke overvurderes, hvor vigtige planteæderne er, også i de dele, der skal være skov.

Forhandlingsparterne bør derfor overveje, at fordelingen mellem de 250.000 hektar, der skal være skov, justeres, så produktionsskov og plantningsdelen reduceres til maksimalt 100.000 ha, og de resterende 150.000 ha prioriteres helhjertet til natur med naturlig opvækst af træer og buske. De 100.000 ha kan så til gengæld plantes med tømmerhugst og større udbytte for øje. Det reducerer risikoen for, at de samme arealer skal levere på for mange fronter, og at det derfor ender uden rigtigt at gavne nogen af dem. Det bliver ikke gode produktionsskove, og ”naturarealerne” gavner ikke de arter, der har mest brug for hjælp.

Det er ubetinget en vindersag for samfundet og biodiversiteten at vælge helhjertet prioritering af vild natur fremfor plantning af skov.