Region Midt modarbejder planerne om de borgernære sundhedstilbud

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Danmark står ved en skillevej i forhold til sundhedsvæsenets fremtid. Regeringens udspil til sundhedsreformen har tydeligt adresseret behovet for et sundhedssystem, der er tættere på borgerne, med en klar prioritering af lokale og tilgængelige sundhedstilbud. Desværre ser vi i Region Midtjylland en udvikling, der går direkte imod denne intention.

Nedlukningen af den medicinske afdeling på Regionshospitalet Silkeborg og flytningen af disse funktioner til Viborg er eksempelvis et skræmmende eksempel på, hvordan man i praksis handler i modstrid med de nationale anbefalinger. Det sker endog med Danske Regioners nuværende formand, Anders Kühnau (S), som hovedarkitekt.

Som Kjeld Møller Pedersen, professor emeritus, SDU, pointerede i sin kronik i Jyllands-Posten den 2. oktober, skaber regeringens sundhedsreform ikke de løsninger, der reelt er nødvendige for at sikre ligelig adgang til sundhedsydelser.

Møller Pedersen kritiserede blandt andet fusionen af Region Hovedstaden og Region Sjælland som en utilstrækkelig løsning på regionernes udfordringer. Han fremhævede, at centralisering, som vi ser det med oprettelsen af en megaregion, ikke vil løse den sociale ulighed eller de bemandingsproblemer, der findes. Men snarere fastholde udfordringerne med sundhedsressourcer, der flyttes på tværs af regioner uden at skabe varige løsninger. Dette er præcis, hvad vi ser i Silkeborg, hvor sundhedsressourcer flyttes væk, mens befolkningen vokser, og behovet for sundhedstilbud stiger.

Silkeborg Kommune med over 100.000 indbyggere står midt i en sundhedspolitisk omvæltning, hvor sundhedsressourcer flyttes væk fra området til fordel for Viborg, en kommune med færre indbyggere. Dette sker på trods af Danmarks Statistiks prognoser, som peger på en markant befolkningstilvækst i Silkeborg Kommune over de kommende år, mens Viborg Kommune forventes at opleve en tilbagegang i antallet af borgere. Disse beslutninger vækker forundring og rejser spørgsmålet: Hvordan kan man forsvare at centralisere sundhedstilbud i en by/kommune, der vil få færre borgere, og samtidig negligere en kommune, hvor behovet er voksende?

Regionshospitalet Silkeborg spillede en central rolle i udviklingen af samarbejdet mellem praktiserende læger, kommunen og hospitalet. Hospitalet blev i den forbindelse omtalt som de praktiserende lægers hospital. Eksempelvis det innovative koncept med fleksible indlæggelser, der i høj grad forbedrede behandlingen for patienter, særligt kronikere.

Dette koncept gav kroniske patienter, som modtog ambulant kontrol på sygehuset, mulighed for at kontakte hospitalets afdeling direkte døgnet rundt. Hvis problemerne ikke kunne løses telefonisk, kunne en hospitalssygeplejerske straks sende en kommunal akutsygeplejerske på hjemmebesøg – tilgængeligt 24/7/365. Denne kommunale akutsygeplejerske afsluttede 61 pct. af de indrapporterede sager uden behov for yderligere hospitalshjælp.

Derudover havde akutsygeplejersken mulighed for at sende patienten direkte til vurdering på den relevante afdeling på Regionshospitalet Silkeborg. Dette innovative system eliminerede behovet for vagtlæger eller praksislæger i mange tilfælde.

Med nedlukningen af den medicinske afdeling i Silkeborg er dette succesfulde og banebrydende tilbud nu blevet bragt til ophør. Silkeborg Kommune er i stedet tvunget til at oprette nye medicinske pladser, hvilket pålægger kommunen og skatteborgerne en betydelig økonomisk byrde. Der er ingen samfundsøkonomisk besparelse i denne centralisering, da kommunen nu bærer regningen for de ekstra ressourcer, mens patienterne mister adgangen til specialiseret hospitalsbehandling.

Det går ud over både patienter og sundhedssystemet som helhed. Patienterne står tilbage med færre muligheder og længere afstand til specialiseret hjælp, hvilket underminerer de resultater, der tidligere blev opnået med de fleksible indlæggelser.

Samtidig med bl.a. flytningen af den medicinske afdeling til Regionshospitalet Viborg har Region Midtjylland valgt at foretage betydelige investeringer i netop dette hospital. Over de kommende år er der planlagt investeringer for over 800 mio. kr. i Viborg. Viborg Kommune har færre indbyggere end Silkeborg – cirka 97.500 – hvilket naturligvis rejser spørgsmål om prioriteringen. Hvorfor koncentreres sundhedsressourcerne i en by med færre indbyggere, mens Silkeborg Kommunes 100.000 borgere står tilbage uden et nærtliggende og tilstrækkeligt sundhedsvæsen. Det stiller naturligvis spørgsmål ved prioriteringen.

Dette er et eksempel på en besynderlig disponering, som går stik imod de demografiske tendenser og reelle behov.

Som Kjeld Møller Pedersen understreger, er det et stort problem, når sådanne sundhedsressourcer flyttes, da det ikke løser de eksisterende problemer med ulighed og adgang til sundhedstilbud. Tværtimod forværrer det situationen, især for voksende kommuner som Silkeborg, hvor sundhedstilbuddene bliver ført længere væk og bliver mindre tilgængelige.

Flytningen af den medicinske afdeling fra Silkeborg til Viborg og fraværet af akutmodtagelse til behandling af mindre skader underminerer ikke alene sundhedstilbuddene til Silkeborgs borgere, men udhuler også tilliden til, at de politiske beslutningstagere formår at følge de principper, de selv har fremsat.

Sundhedsstrukturkommissionen har anbefalet, at sundhedsvæsenet i højere grad skal decentraliseres, og at der skal skabes bedre adgang til sundhedstilbud i lokalsamfundene. I stedet ser vi her et eksempel på centralisering, der skaber længere ventetider, dårligere tilgængelighed, øget trafik og en øget belastning på sundhedssystemet.

Borgerne i Silkeborg kommune – og mange andre steder i landet – vil i fremtiden opleve et sundhedsvæsen, der står i skarp kontrast til de hensigter, der er fremlagt i regeringens sundhedsudspil. Som Møller Pedersen pointerer, vil dannelsen af megaregioner og centralisering af sundhedstilbud ikke nødvendigvis løse de udfordringer, vi står over for. Uden en mere fokuseret indsats og en reel decentralisering vil reformens hensigter om at skabe tilgængelige sundhedstilbud for alle borgere blive undermineret.

Det er essentielt, at sundhedsministeren træder i karakter og sikrer, at de nationale sundhedsstrategier ikke bliver undermineret af regionale prioriteringer, som ikke tager højde for de demografiske realiteter og de voksende sundhedsbehov i kommuner som Silkeborg. Her har borgere også ret til et sundhedsvæsen, der er tæt på dem, og som kan imødekomme deres behov – et princip, der burde være kernen i enhver reform af sundhedsvæsenet.

Lad os derfor sikre, at Silkeborgs situation bliver et vendepunkt i debatten om sundhedsvæsenets fremtid. Det er nu, der skal sættes ind, før det er for sent. Det er sundhedsministerens ansvar at sikre, at den nationale strategi bliver fulgt til gavn for hele Danmark.