Arbejdspligten er en opskrift på fattigdom og kriminalitet
Regeringen skyder sig selv i foden, når den med lovforslag om 37 timers arbejdspligt fattiggør allerede udsatte borgere og får dem endnu længere væk fra arbejdsmarkedet.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Regeringen har fundet pisken frem. Med lovforslaget om 37 timers arbejdspligt, som førstebehandles i Folketinget den 24. oktober, håber den at få kontrol over borgere med udenlandsk baggrund, der ikke har et arbejde. Men i regeringens iver efter at straffe denne gruppe overser den, at slagene også rammer andre dele af samfundet.
Arbejdspligten vil økonomisk presse en allerede udsat gruppe. Personer på SHO-ydelsen, som i dag modtager 6.228 kr. om måneden før skat, skal nu arbejde 37 timer ugentligt for den lave ydelse – svarende til en timeløn på 50 kr. Samtidig vil tusindvis af borgere med udenlandsk baggrund blive tvunget fra kontanthjælp til denne fattigdomsydelse.
Med et snuptag skaber regeringen øget fattigdom i Danmark. Flere børn vil vokse op i en hverdag, hvor de oplever, at de ikke har samme muligheder som deres jævnaldrende. Jeg behøver næppe minde Frederiksen og hendes regering om, at fattigdom og kriminalitet hænger uløseligt sammen. Når vi marginaliserer en gruppe borgere ved at skabe en økonomisk og social underklasse, opstår der desperation, vrede og – som konsekvens – kriminalitet.
Nyttejobbene, som regeringen foreslår, er ikke arbejde, der skaber værdi for samfundet. Det er arbejde, som ikke kan eller skal kunne varetages af andre – det kan f.eks. være at sidde og tælle perler i et kommunalt baglokale. Imens fjerner regeringen tilbud om danskundervisning og forløb, der kunne bringe folk tættere på arbejdsmarkedet – såsom erhvervsuddannelsesforløb, sosu-kurser, højskoleophold eller generelle kompetencekurser som cv- og jobsøgningshjælp. Det virker som et bevidst valg om at fastholde en gruppe borgere i fattigdom og uden reel mulighed for at komme videre.
For børn, der vokser op i fattigdom, er det ofte ikke taknemmelighed for samfundet, der fylder. Som Oscar Wilde engang skrev: »De bedste blandt de fattige er aldrig taknemmelige. De er utaknemmelige, utilfredse, ulydige og oprørske. Og de har ganske ret i at være det.«
Men hvordan skal man finde kræfterne til at udvise sin utilfredshed, når man bliver tvunget til 37 timers meningsløst arbejde for en fattigdomsydelse? Regeringen ved udmærket, at denne gruppe sjældent har en stemme i offentligheden – det er ikke dem, der typisk fylder i debatstoffet i aviserne. Derfor er det nemt at fjerne deres rettigheder. Men det må og skal ikke være så nemt. Jeg håber, at regeringen snart vil indse, at pisken ikke løser problemerne. Måske skulle den lægge den fra sig og i stedet begynde at tage fat på de reelle udfordringer i vores samfund.