Hvem skal bære samfundet, når de sko, vi giver kommende læger, ødelægger dem, før de møder patienterne?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg var ude at gå med min mor den anden dag. Det var vådt og efterårskoldt, og jeg havde derfor iført mig mit nyeste genbrugsfund: et par høje, brune støvler. Jeg siger efter lidt tid, at støvlerne giver mig ondt i fødderne, hvorefter min mor prompte tilføjer, at jeg skal passe godt på mine fødder med den begrundelse, at de jo skal bære mig hele livet.

Vi kommer hjem til mine forældres gule parcelhus og træder ind i gangen. På den hvide reol til højre for døren ligger en bunke med tykke anatomibøger.

På gulvet inde i stuen sidder min lillesøster og læser. Hun sidder forresten på gulvet, fordi læsningen har givet hende ondt i ryggen, og hun synes, at det hjælper at skifte stilling. Hun er lige begyndt på andet semester på medicinuddannelsen i Aarhus efter fem dages sommerferie, hvilket var, hvad det kunne blive til efter en “ferie” præget af reeksaminer.

Hun viser tydelige tegn på stress, men æder det råt, fordi andet semester er det berygtede “anatomisemester”, som åbenbart bare “skal gøre ondt”. Lidt kedelig reference til et realityshow, men det lyder fandeme næsten, som om det er det, hun medvirker i.

Underviserne pisker dem rundt med ubarmhjertige gruppedannelser, mængder af læsning og en læringsform, hvor enkelte elever bliver spurgt ind til læsestoffet foran hele klassen uden samtykke. Som i et hvilket som helst andet realityshow virker det blot, som om værterne sidder og venter på, at de første knækker.

Bekymringen udspringer selvfølgelig af, at jeg er bekymret for at se min lillesøster knække. Ingen tvivl om det. Men det bunder også i, at det virker helt meningsløst at knække så mange mennesker på et så bevidst grundlag.

De ved jo godt, at eleverne ikke kan holde til det. Samtidig går de rundt i deres pæne akademikertøj og undrer sig over, at unge mennesker mistrives, og at der er mangel på læger. Jeg kan godt komme med et bud på en grund til begge dele.

Det virker for mig helt forrykt, at eleverne bare æder det, fordi det er normen, og det har andre også gjort før dem. Der kommer jeg til at tænke på min mors råd til mit brug af mine åndssvage, nye støvler – hvilket giver mig et behov for at sige til de kære studerende: Pas nu for helvede på jer selv.

Jeres kroppe og mentale sundhed skal bære jer gennem hele livet, og ingen uddannelse er værd at ødelægge sig selv for. Med det mener jeg ikke, at I skal droppe jeres uddannelse, men nogen er nødt til at gøre noget – det er simpelthen for dumt andet.