Hvem vil frivilligt sige ja til at miste ca. 70.000 kr. for hver eneste hektar af sin landbrugsjord?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I disse timer og dage går Aftalen om et grønt Danmark fra at være et aftalegrundlag blandt en række parter til en egentlig politisk aftale. Målet er lysegrønt – nemlig rejsning af 250.000 ha skov samt en lang række yderligere foranstaltninger, som har til formål at øge både kvantitet og kvalitet af vores natur – både til lands og ikke mindst i havet.

Skovrejsningen alene kræver en milliard planter. Planter, der er tre år undervejs fra frø til plante, og som kræver et stykke jord at leve videre i.

Vi er eksperter på skovrejsning. Ingen rejser så meget skov som os. Vores bekymring er på linje med f.eks. Concito og andre, der har indsigt i jordbrugsøkonomien i Danmark, at aftalen ikke kommer til at sikre nok jord til den milliard træer.

Problemet er, at den støtte, landmændene tilbydes for at omlægge til skov, ikke er stor nok.

Den grønne trepart lægger op til et tilskud på 75.500 kr. for en hektar landbrugsjord, som i gennemsnit har en værdi på ca. 200.000 kr. Dertil er der etableringsudgifter for ca. 70.000 kr. Når skoven er plantet, står landmanden med en ny, ung skov – som i Danmark har en værdi på ca. 125.000 kr.

Det efterlader landmanden med et værditab på 69.500 kr. For en skov, som ikke giver udbytte de første mange år – og de store indtægter kommer først børnebørnene til gode, når træerne er klar til at blive brugt som tømmer m.m.

Som reglerne er for EU-tilskud til landbruget p.t., kan landmændene desuden regne med at beholde hektarstøtten fra EU (knap 2.000 kr./ha/år).

Denne mulighed afhjælper i nogen grad den økonomiske situation, men er dog ikke tilstrækkeligt til at opretholde det indtægtsgrundlag, der typisk har været ved den forudgående landbrugsproduktion – og der vil altid være en risiko for, at tilskudsreglerne laves om eller bortfalder.

Regnestykket er endnu værre for landmanden, hvis det er urørt skov, der sigtes mod – her er tilskuddet en anelse større, og udgifterne en smule mindre, men til gengæld er der ingen fremtidig indtægt.

Spørgsmålet er så: Hvem vil frivilligt sige ja til at skulle miste ca. 70.000 kr. for hver eneste hektar af sin landbrugsjord? Nok ikke mange – og ganske sikkert heller ikke den bank, som landmanden har lånt sine penge i.

For hvordan skal landmanden kunne afdrage på sin gæld med et værditab? Hvis ikke landmændene kommer til at afvise at sælge deres jord til skovrejsning, kommer bankerne til at afvise det for dem.

Vi frygter at stå klar med en milliard nye træer, der er klar til at blive plantet, uden at der er jord til at sætte dem ned i.

En anden løsningsmodel kunne være en indtægtskompensationen som supplement til tilskuddet baseret på en nedtrapningsmodel.

Indtægtskompensationen udbetales over en periode på 20 år, efter skovrejsningen er etableret. De første 10 år er tilskudssatsen på 6.000 kr./ha, og den falder til 3.000 kr./ha i de sidste 10 år – efter 20 år bortfalder tilskuddet helt. Der forventes skoven at være i vækst og produktion på lige vilkår med øvrig eksisterende skov i Danmark.

Modellen kunne med fordel kombineres med kravet om at reducere kvælstofudvaskning fra især landbrugsjord i vandoplande til de indre farvande.

Ovenstående model vil sikre landmandens økonomi i overgangsfasen og sikre det afgørende incitament, der p.t. er fraværende i den nuværende tilskudsmodel.

Når den grønne trepart er aftalt politisk, skal vi til at designe en af verdens største skovplaner. Vi skal vælge, hvilke træer der behov for. Hvilke træsorter kan klare klimaforandringerne? Hvilke træsorter skaber et fundament for en fremstillingsindustri i Danmark – som i fremtidens fossilfrie samfund har et enormt behov for biogent kulstof? Det bliver en monumental opgave. Lige så stor som opdyrkningen af heden.