USA er bedre end Trump og Harris

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi hører jævnligt om problemerne i den amerikanske valgkamp, og især hører vi om Trump, der udviser en opførsel, som vi har meget svært ved at forstå. Det må bekymre enhver. Det kan derfor virke som unødigt pessimistisk at pege på, at Demokraterne på ingen måde står tilbage fra Republikanerne, når det gælder uforsvarlig opførsel, magtmisbrug og anti-demokratiske uvaner. Men som det vil fremgå til sidst, er det også muligt at anlægge et optimistisk syn på denne pessimisme og finde en vis trøst.

Efter to mislykkede attentatforsøg på Trump må vi konstatere, at når det gælder voldsparate våbenfreaks, står Demokraterne åbenbart ikke tilbage for de altid våbenglade Republikanere og deres venner i våbenlobbyen NRA. Det kan med rette indvendes, at man ikke kan tilregne alle Demokrater, hvad to galninge gør, blot fordi de deler holdninger.

Men så må man også huske at mobilisere denne moderation, når galninge fra republikansk side skyder løs. Husker man de blodige optøjer efter George Floyds død, der i vidt omfang blev støttet af demokratiske lokalpolitikere, må man i hvert fald konstatere, at det ikke kun er hos Republikanerne, at man finder voldsparate galninge, der ikke respekterer demokratiet, og som man må frygte ikke vil tage et valgnederlag særligt pænt.

Det er forståeligt, at Trump med sin aparte stil vækker opsigt herhjemme. Det bør imidlertid ikke overskygge, at han, der i årevis var demokrat, ikke nødvendigvis af sind, men af opportunisme som byggematador i det demokratisk styrede New York, har ladet de demokratiske uvaner fortrænge de traditionelle republikanske værdier, som vi husker dem fra Reagans tid og frem til Bush.

Væk er troen på, at USA er et skinnende eksempel på demokrati, støtten til frihandel og kampen mod diktaturer. Ind er kommet opfattelsen af, at en skurkagtig overklasse udnytter folket, og at værdier ikke skal skabes, men bare omfordeles i et stadigt mere klaustrofobisk nulsumsspil, hvor man gerne vil dele med dem, der har mere én selv, mens man prøver at holde dem væk, som har mindre.

Det er ikke bare denne kedelige ideologi, som Trump har taget med sig ind i Republikanerne, det gælder også Demokraternes grovere numre. Når medierne modvilligt indrømmer, at også Demokraterne skejer ud, præsenteres det næsten altid som et beskedent forsvar mod noget langt værre fra Republikanerne. Men de har ikke noget at lade hinanden høre.

Det var f.eks. ikke Trump, der fandt på at bruge konspirationsteorier og kræve sine modstandere fængslet. Længe før havde Demokraterne opdigtet konspirationsteorier om, at Irakkrigen var baseret på løgne, og krævede præsident Bush fængslet. Det var heller ikke Trump, der fandt på at bestride udfaldet af demokratiske valg. Demokraterne har jævnligt bestridt deres egne valgnederlag som snyd, f.eks. har Kamala Harris omtalt Stacey Abrams’ nederlag ved guvernørvalget i Georgia i 2018 sådan.

Det mest forfatningsmæssigt betænkelige eksempel er dog Demokraternes langvarige og stadig mere krampagtige forsøg på at holde liv i en konspirationsteori om, at Trump vandt præsidentvalget i 2016 pga. russisk indblanding. Her blev både medier og FBI indblandet på en måde, der ligger langt uden for god demokratisk opførsel, og så gødede det jorden for Trumps ynkelige bortforklaring om sit valgnederlag i 2020.

Trumps tale efter valgnederlaget, der udløste stormen på Kongressen, står som en skamstøtte over uforsvarlig opførsel og udemokratisk sindelag, men den modsvares desværre af Demokraternes senatsleder Chuck Schumers tale på trappen foran den amerikanske højesteret.

Her advarede han dommerne om den »pris«, de ville komme til at betale, hvis de dømte anderledes, end Demokraterne ønskede. Snart efter var der optøjer foran dommernes private hjem, og et attentat måtte forhindres.

Frem for at skamme sig over denne forfatningsstridige opførsel, som vi i EU tidligere har sat Polen i skammekrogen for, har Demokraterne ikke bare fortsat deres kampagne mod højesteret, men udvidet den til en kamp mod selve forfatningen. Det er lige så uhyggeligt, som det er uomtalt i medierne herhjemme, men Demokraterne taler åbent om at kassere forfatningen.

Kampagnen føres navnlig i New York Times, der for længst har opgivet at være en seriøs avis for i stedet at tjene som menighedsblad, hvor journalister bortjages, hvis de ikke er tilstrækkeligt troende. Her kan man læse, at forfatningens fine system af »checks and balances« hindrer folket, dvs. Demokraterne, i at få den absolutte magt.

Det har de i øvrigt helt ret i, det er faktisk hele idéen med forfatningen. Det er derfor, at højesteretsdommerne er livstidsudnævnte, så de er politisk uafhængige, og systemet med valgmandsstemmer ved præsidentvalg og lige delstatsrepræsentation i Senatet skal sikre tyndtbefolkede områder mod at blive domineret af mere tætbefolkede – en modifikation af demokratiet, som genfindes i alle civiliserede stater, også Danmark.

Der er ikke blot tale om nogle forrykte debatindlæg, der udgives skam fine bøger på ansete universiteter, f.eks. af prof. Chemerinsky, som viser, at det er blodig alvor. Trump mistænkes for at ville manipulere valgmandsstemmerne, Demokraterne vil helt afskaffe dem. Sikken en redelighed.

Man kan bestemt frygte, at Trump vil misbruge sin magt, hvis han bliver genvalgt, for det har Demokraterne allerede gjort, bl.a. ved at bruge retssystemet mod deres politiske modstandere. Det lyder tilforladeligt, at ingen står over loven. Men statsmagten er så mægtig og fristende et instrument, at den over for politiske modstandere kun bør bruges til de helt oplagte og grove overtrædelser.

Hvor groft Demokraterne har misbrugt denne magt, ses af, at landets højesteret måtte tilsidesætte en dom fra Colorado, der ville fjerne Trump fra valgsedlerne ud fra en for længst irrelevant lov. Afgørelsen var så oprørende forkert, at alle ni dommere var enige, hvad de ellers sjældent er.

Den hysteriske dyrkelse af Trump fra hans tilhængere og medier virker dybt naiv, men er Demokraterne meget bedre i deres tilbedelse af Harris, som partiets usete magthavere først forsøgte at undgå med alle midler, om det så var at køre videre med en stadig mere senil Biden, men som man nu udskriger som den skinbarlige frelser og århundredets fund?

Herhjemme hæfter vi os ved, at Harris angiveligt vil hjælpe Ukraine mere end Trump. Men reelt fører de samme håbløse politik, som USA har ført siden Obama. Det er en politik, der ikke tror på sejr for den demokratiske blok, men efter engelsk forbillede blot søger at håndtere dens uafvendelige afvikling. Bidens første reaktion efter den russiske invasion var som bekendt at tilbyde Zelenskyj flugt, og siden har hans regering aktivt hæmmet Ukraines forsvar for at beskytte Putin mod et nederlag. Man tager blidt på åbenlyse diktaturer som Iran og Venezuela for at holde olieprisen lav. Det er tvivlsomt, om Trump kan gøre det meget værre.

Når man på denne måde ser mere ligeligt på USA, kan man fyldes af pessimisme, for det ser skidt ud til begge sider. Men der er også grund til optimisme. Demokratiet i USA er stærkt, og selvom de ekstreme dominerer på overfladen, er den brede amerikanske befolkning stadig uberørt af disse krusninger og i grunden moderat. De, der overvejer at stemme på Republikanerne, er ikke nødvendigvis skøre, men er tvunget til at vælge mellem to lige dårlige løsninger.

Det er trods alt beroligende at tænke på, at hvis USA kunne overleve Demokraternes misregimente de sidste fire år, kan det nok også overleve fire år mere, uanset om det bliver Harris eller Trump, indtil der forhåbentlig kommer et egentligt alternativ i form af bedre politikere.