Nakskov har ventet seks år på en sejlrende. Hvis ikke havnene er store nok, mister vi vindmølleindustrien

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Seks år. Så længe har man på Nakskov Havn indtil videre ventet på at få myndighedernes godkendelse til at grave en ny sejlrende, så 115 meter lange møllevinger fra Vestas’ fabrik i Nakskov kan sejles ud fra havnen. Sagen er et skrækeksempel på, hvordan vi i Danmark taber terræn i forhold til at sikre den mest basale infrastruktur, som er afgørende for at fastholde og udvikle Danmarks styrkeposition inden for produktion af havvindmøller. I værste fald risikerer vi, at produktionen flytter til konkurrenter i andre EU-lande.

Mølledelene til vindmøllerne er nu blevet så store, at de ikke længere kan transporteres på land, og der er ingen vej uden om at tilpasse den mest basale infrastruktur til fremtidens behov.

Det er også konklusionen fra regeringens havnepartnerskab, der har præsenteret en række anbefalinger til, hvordan havnesektoren kan understøtte Danmarks grønne industri. Ifølge partnerskabet vil det netop kræve investeringer i dybere sejlrender, som kan være udfordrende at finansiere, men vil være helt nødvendige, hvis flere erhvervshavne skal spille en rolle i udbygningen af havvind efter 2030. Konkret advarer vi i partnerskabet om, at mangel på sejlrender med en dybde på mellem 12 og 14 meter kan blive en stopklods for udviklingen, ligesom vi har set i Nakskov.

Allerede nu er hastighed et afgørende konkurrenceparameter i vindindustrien. Produktionen flytter derhen, hvor man evner at tilpasse sig nye behov i markedet. Mens man i Nakskov har ventet seks år på en godkendelse til sejlrenden, ser vi eksempler på havneudvidelser i Tyskland og England, som er blevet godkendt på 12-13 måneder.

Samtidig er offentlig støtte til havneprojekter udbredt i lande som Tyskland, Polen og Sverige. Hvis vi ikke følger med, risikerer vi at efterlade Danmark afpillet i konkurrencen med Kina og Nordamerika – og med vores nærmeste nabolande.

Den tyske havn Cuxhaven har i perioden 2016-2024 fået milliardstøtte fra forbundsregeringen i Berlin og delstaten Niedersachsen til etablering af kajer og uddybning af sejlrende. Ligesom flere danske havne som Nakskov Havn og Odense Havn har Cuxhaven planer om at udvide for produktion og installation af havvindmøller. I modsætning til Danmark sætter tyskerne fuld kraft på syd for grænsen. Det vil være naivt at tro, at det ikke gør en forskel.

Vi bliver nødt til at tage bestik af, at statsstøtte er blevet et parameter i den internationale konkurrence. Derfor er vi glade for, at regeringen vil forlænge den grønne investeringsordning til de virksomheder, som producerer vind- eller Power-to-X-teknologi. Men vi ser gerne, at regeringen udvider listen over teknologier og produkter, vi kan støtte. F.eks. nytter mange flere vindmøller intet, hvis de ikke forbindes med kabler, og at det øvrige elnet ikke forstærkes i takt med elektrificeringen af både vores industri, boliger og erhvervshavne.

Nu skal vi sikre de danske erhvervshavnes konkurrencekraft, så vi får en stor bid af den vækst, velstand og arbejdspladser, der følger med den grønne omstilling. Her bliver vi også nødt til at se på, hvordan staten kan være med til at sikre varige forbedringer af den allermest kritiske infrastruktur til den grønne industri.

Derfor er det vigtigt, at regeringen hurtigst muligt laver en strategi for de danske erhvervshavne på baggrund af anbefalingerne fra havnepartnerskabet. Helt centralt står anbefalingerne om hurtigere sagsbehandling af myndighederne og udbygning af infrastruktur til havs og på landsiden frem til havnene.

Anbefalingerne skal følges op af konkret statslig finansiering. Ved at prioritere statslige midler til varige forbedringer af den allermest kritiske infrastruktur som sejlrender vil effekterne af støtten også kunne ses og mærkes i den grønne industri om 20-30 år.