Ufatteligt, at Arbejdstilsynet ikke fik øje på John Byrialsen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er sjældent, at jeg er efterladt forfærdet oven på en tv-udsendelse. Men efter at have set TV 2’s dokumentar om stutteriet Viegård er jeg dybt rystet. Normalt undgår jeg at kommentere på udsendelser, der bruger sexisme, vold og krænkelser som underholdning, men her kan jeg ikke forholde mig tavs. Denne sag er alt for alvorlig og veldokumenteret til at blive ignoreret, og den viser os, hvor langt vi er fra at sikre tryghed på arbejdspladsen for alle – især de mest sårbare.

Her handler det ikke kun om seksuel chikane, men om systematisk vold og magtmisbrug. Vi ser en chef, der ikke bare udnytter sin autoritet, men også direkte skader sine medarbejdere. Som ordfører for beskæftigelse og ligestilling, som kvinde og som mor rammer det mig dybt at se, hvordan disse mange – og særligt unge – kvinder har lidt under ledelse af John Byrialsen.

Det er ufatteligt, at der ikke har været noget opsyn fra Arbejdstilsynet, der har opdaget, at noget var helt galt. Og hvilket miljø eksisterer på disse arbejdspladser, hvor ingen tør eller kan råbe op og bede om hjælp? Det er især bekymrende, at det handler om unge kvinder – mange af dem udenlandske – som arbejder i en branche, hvor magtbalancen er yderst skæv. Den type virksomhed bør vi holde et særligt fokus på.

Selvom jeg personligt har arbejdet i brancher, hvor der har været stor opmærksomhed på arbejdsmiljø og ledelse, ved jeg, at det ikke er tilfældet alle steder. Der er en stor forskel mellem brancher med stærke HR-afdelinger og professionelle ledelsesstrukturer og brancher, hvor ledelse er noget, der sker uden formel uddannelse eller opmærksomhed på arbejdsforhold.

Men jeg tror, at jeg har et bud på, hvori forskellen kan ligge. I de brancher, hvor jeg har arbejdet, har der været omfattende fokus på arbejdspladsvurderinger (apv) og undersøgelser af medarbejdertilfredshed. I det øjeblik, der har været en offentlig dagsorden om sexisme, har man i de brancher straks undersøgt, om der kunne være problemer. Det gør man ikke nødvendigvis i brancher, hvor man ikke har HR-afdelinger, og hvor ledelse ikke er noget, man går på kursus for at lære.

Vi har lovpligtige apv-undersøgelser, som blandt andet skal sikre, at det psykiske arbejdsmiljø er i orden. Deri spørger man også ind til det psykiske arbejdsmiljø og seksuel chikane. Men mange virksomheder udfører dem slet ikke, og der er ingen reelle sanktioner, hvis de ikke bliver lavet. De skal endda kun udfyldes hvert trejde år. Det er ikke tilstrækkeligt. Arbejdstilsynet kan ikke kigge i en rapport, der aldrig er blevet udarbejdet. Det må vi handle på.

Hvis de ikke bliver lavet, bør man undersøge, om Arbejdstilsynet kan få ret til at gennemføre dem på virksomhedens regning samt sikre en opfølgning med virksomheden. På den måde kan vi både øge incitamentet til at sikre et bedre arbejdsmiljø og i højere grad beskytte medarbejderne mod brutal adfærd og sexisme.