Når mænd græder, kommer det ikke med i statistikken

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Når mænd de græder, er det altid i en flask’, i en streg, i en joint, i en pille eller; En blanding af alting. Ingen tårer, bare vanvid«.

Sådan begynder omkvædet på Tobias Rahims inderlige landeplage “Når Mænd Græder”. Og på mange måder bakker statistikken popsnedkeren op.

Lad mig præsentere jer for et statistisk paradoks. I Danmark er mændene i overtal på snart sagt alle dårlige statistikker. De er i overtal, når det kommer til selvmord. Når det kommer til misbrug – både af alkohol og stoffer. Når det kommer til kriminalitet, og når det kommer til ensomhed. Men alligevel er mændene i stærkt undertal, når man kigger på de officielle tal for psykiske lidelser.

Når mænd begår tre gange så ofte selvmord som kvinder, selvom kvinder oftere diagnosticeres med psykiske lidelser som angst og depression, tyder det på, at der er et stort mørketal for mænd med uopdaget psykisk sygdom. Måske fordi de ikke søger hjælp, eller måske fordi de ikke bliver set og hørt i sundhedssystemet.

Det er en stor udfordring, at vi reelt ikke ved, hvor mange der lider af en psykisk sygdom i Danmark. Vi mangler præcise og omfattende data, der kan kaste lys over omfanget af psykiske lidelser, og hvordan disse sygdomme rammer forskellige befolkningsgrupper. Uden denne viden kan vi ikke målrette vores indsatser og ressourcer effektivt. Det betyder, at mange mænd fortsat vil gå under radaren med tragiske konsekvenser til følge.

Det betyder også, at vi har svært ved at estimere, hvad det koster at tilbyde behandling til alle dem, der har brug for det. Simpelthen fordi vi ikke ved, hvor mange der er. Det skaber en grobund for rent fagligt velfunderede politiske løsninger, men hvor man grundet dårlige data ikke ved, hvad det koster. Så ender man med at finansiere tiltagende med bind for øjnene.

Det er helt afgørende for opbygningen af psykiatrien, at vi får bedre data at stå på. Og det behøver hverken være dyrt eller svært.

WHO har udarbejdet en særlig befolkningsundersøgelse, som med over 90 pct. præcision kan kortlægge forekomsten af psykisk sygdom i Danmark. Vores beregninger viser, at den kan gennemføres for mellem 15 og 19 mio. kr., hvilket er ca. 0,4 pct. af de samlede 4,3 mia. kr., som regeringen har afsat til psykiatrien, og som skal udmøntes i en større 10-årsplan. Det vil altså koste en brøkdel af vores samlede investering i psykiatrien at sikre, at vi bruger pengene fornuftigt. Ved at undersøge, hvor meget psykisk sygdom fylder i befolkningen, vil vi få det nødvendige datagrundlag til at forebygge og behandle disse lidelser bedre.

Ville det ikke være bedre, om vi havde haft de data nu, hvor stenene til Sophie Løhdes 10-årsplan er ved at blive lagt? Jo, det ville det. Eller også skulle vi have haft dem i forbindelse med den forrige regerings 10-årsplan fra 2022. Eller før i forbindelse med Psykiatriplanen i 2018, hvor man ville lave en »samlet handlingsplan« for psykiatrien. Eller i 2014, hvor man lavede »en langsigtet psykiatriplan«.

På samme måde, som alle de tre foregående planer kunne have haft gavn af bedre data, så vil de kommende også. Men hvis vi ikke får et solidt datafundament på plads, så frygter jeg, at fremtiden vil byde på flere planer, men færre forandringer. Derfor må man sige bedre sent end aldrig. Med en national undersøgelse af forekomsten af psykisk sygdom kan vi sikre, at den næste fase af psykiatriplanen sker på et solidt, vidensbaseret grundlag. Til gavn for patienterne.

Psykiatrien fortjener at blive bygget med åbne øjne, og de danske mænd fortjener at blive set. Men uden bedre data kommer vi aldrig rigtig i mål.