Myndighedernes fortolkning af love risikerer at spænde ben for sikker og hurtig levering af håndkøbsmedicin
Hvis det er muligt at få leveret burgere og bordtennisbolde til døren inden for 30 minutter, hvorfor så ikke febernedsættende medicin, når man er alene hjemme med syge børn?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Forestil dig en verden, hvor du – uanset om du boede i en større eller mindre by i Danmark – kunne få lindret dine allergiske reaktioner eller din akut opståede feber inden for 30 minutter uden at skulle af sted hjemmefra. I dag er den hurtigste løsning på levering af håndkøbsmedicin dag til dag-levering via apotekernes eller dagligvarebutikkernes egne bude eller posttjenester.
Det skyldes, at myndighederne indtil nu har fortolket en ellers fleksibel lovgivning, så butikker ikke har haft mulighed for at samarbejde med tredjepartsleveringstjenester som Wolt. Efter afsigelsen af en dom ved EU-Domstolen i starten af 2024 synes myndighedernes tidligere fortolkning ikke kun ufleksibel, men muligvis også i strid med EU-retten.
Wolts danske platform dækker i dag godt 75 pct. af Danmark og har mere end 1 mio. danske brugere. 50 pct. af dem efterspørger eksplicit håndkøbsmedicin som et produkt, de gerne ville kunne handle hos de butikker, hvis salg af varer faciliteres via platformen. Også i Dagrofas webbutikker er der mange, der søger forgæves på håndkøbsmedicin som smertestillende eller næsespray.
Det skyldes, at sådan som Lægemiddelstyrelsen indtil nu har fortolket gældende lovgivning, kan platforme som Wolt ikke få lov til at facilitere salg af håndkøbsmedicin mellem brugerne og de butikker, der er tilknyttet platformen. Det viser tidligere domme, hvor både Q8 og et københavnsk apotek fik afvist deres ønske om at levere håndkøbsmedicin via Wolt.
I dag sender sygehusene medicin hjem til patienter via portører eller flextrafik, og danske apoteker bringer medicin direkte til døren med posten. Der er dog ofte tale om dag til dag-levering, som er noget længere leveringstid end de 30 minutter, platforme som Wolt kan tilbyde.
Derudover er Wolt én af de platforme med den højeste sikkerhed. Det er den første leveringsplatform, der har indført MitID på aldersbegrænsede produkter samt et ekstra lag af sikkerhed, der sikrer, at det er den samme person, som har bestilt produktet, der også modtager det. Vi mener, at det er i alles interesse, at myndighedernes fortolkning af en relativt fleksibel lovgivning passer med nutidens teknologiske muligheder og danskernes behov og ønsker.
I Finland – et land, vi ofte sammenligner os med – har man allerede iværksat de nødvendige tiltag, så det tillades platforme som Wolt at facilitere salg af håndkøbsmedicin mellem brugerne og de butikker, der er registreret på platformen. Dertil kommer, at dommen fra EU-Domstolen synes at understrege, at det er i strid med EU-retten at forhindre online-platforme i at facilitere kontakten mellem borgerne og butikker med henblik på salg af håndkøbslægemidler.
Vi – og i særdeleshed myndighederne – må indse, at der ikke er forskel på et håndkøbslægemiddel leveret af en apotekskurér, et DAO-bud eller én af Wolts kurérpartnere, der allerede faciliterer levering af millioner af produkter og varer til danskerne.
Det vil især gavne borgere, som af forskellige årsager kan have svært ved at besøge apoteker og andre fysiske butikker, der er godkendt til at sælge håndkøbslægemidler. Det drejer sig bl.a. om ældre, syge, personer med handicap og børnefamilier.
Det er på høje tid, at myndighedernes fortolkning af gældende lovgivning tager hensyn til nye løsninger og nye forbrugerbehov – særligt når en sådan fortolkning både synes at kunne rummes fuldt ud inden for de eksisterende rammer, og i lyset af at en mere snæver fortolkning synes problematiseret af EU-Domstolen.
Hvis det er muligt at få leveret burgere og bordtennisbolde til døren inden for 30 minutter, hvorfor så ikke febernedsættende medicin, når man er alene hjemme med syge børn?