De jyske kommuner, der lægger jord til solceller og vindmøller, skal belønnes med en pose statslige penge

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Lad mig begynde med den 24. februar 2022. Den dag væltede russiske tropper ind over grænsen til Ukraine. Og i sin krig brugte Putin også energi som våben ved at skrue ned for leverancerne af naturgas til Europa.

Det betød, at de europæiske lande manglede energi, og energipriserne røg på himmelflugt. Heldigvis leverede vindmøller og solceller i nødens stund. Men det er blevet tydeligt for alle, at Europa er alt for afhængig af at importere fossile brændsler og har været for langsomt om at bygge vindmøller og solceller og bruge den grønne strøm i transport, opvarmning og industri.

Derfor spærrede jeg øjnene op, da jeg læste i Jyllands-Posten, at vi skal droppe den politiske målsætning om at firedoble grøn elproduktion på land frem mod 2030. En ambition, som ellers giver den billigste form for vedvarende energi på et område, der kun svarer til 2 pct. af vores landbrugsareal.

Vi får slet ikke brug for al den grønne energi, lyder det. Lad dog markedet selv bestemme. Elmarkedet er indrettet som alle andre. Hvis efterspørgslen mangler, falder prisen, og til sidst kan det ikke betale sig at bygge.

Det er åbenlyst, at der skal være et forbrug at bygge til. Her er vi for dårlige til at skubbe fossile brændsler ud af vores transport, opvarmning og industri og erstatte dem med grøn strøm. Samtidig med at vi skal i gang med at producere grøn brint og bæredygtige brændstoffer til fly og skibe.

Men løsningen er ikke at droppe ambitioner om at udbygge vindmøller og solceller, hvilket Klimarådet også understreger i Jyllands-Posten. For så kan vi lige så godt kaste håndklædet i ringen og opgive klimakampen. I Green Power Denmark abonnerer vi ikke på apati, men på handling, der sætter fart på efterspørgslen på grøn strøm.

Vi skal have produktion og forbrug af grøn strøm til at løbe om kap i et hæsblæsende tempo. Tager vi solcellerne ud af den grønne ligning, mangler vi grøn strøm i 2030 ifølge Klimafremskrivningen og Energistyrelsens analyseforudsætninger til Energinet, og Danmark fortsætter med at skulle importere en del af sin strøm.

Sakker udbygningen efter forbruget, vil det få negative konsekvenser for vores energiregning og vores afhængighed af at importere energi. Vores tal viser, at blot få års forsinkelse i udbygningen af vindmøller og solceller i Europa øger Danmarks samlede elregning med 25 mia. kr. om året fra 2030.

Derudover bygger udsagnet om, at vi slet ikke får brug for den grønne strøm, på en tilgang, hvor udbygningen afhænger af et forbrug hegnet inde af nationale såvel som sektorbestemte grænser. Tænk, hvis vi sagde til mejerierne, at de ikke måtte producere mere mælk, fordi vi har nok til det danske marked. Det er en absurd tanke.

Heldigvis lever vi ikke i en osteklokke. Danmark har en styrkeposition på grøn energi, og den skal vi udnytte til at skabe vores fremtidige eksport, velstand og arbejdspladser. Vi skal leve af grøn energi, ligesom Norge har gjort med olien. I Danmark beskæftiger energisektoren over 100.000 mennesker, hvor 7 af 10 arbejder i den vestlige del af landet. Og flere arbejdspladser vil komme til.

Vi skylder en kæmpe tak til de jyske kommuner, der lægger jord til vindmøller og solceller. De løfter en stor, vigtig og vanskelig national opgave. Og de gør det af egen fri vilje. Kommunalbestyrelserne skal nikke til solcellerne og vindmøllerne, før de kan blive sat op. Christiansborg hiver dem ikke ned over hovedet på dem.

Det skal belønnes. Vi har længe sagt, at dem, der går forrest, fortjener en ekstra pose penge i form af en statslig pulje. På den måde kan vi også få flere kommuner til at bidrage. Især dem på Sjælland. Så vi sammen kan løfte den grønne omstilling til det næste niveau.