Bare et godt råd, Messerschmidt: Hold jer fra de høje træer

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Alle kan vist huske, hvordan Liberal Alliances formand Anders Samuelsen kom til at kravle så højt op i et træ, at han gjorde en ulykke på både sit parti, sin regering (VLAK-regeringen) og sig selv – han røg ud af Folketinget ved det følgende valg. Det var ikke mindst ham, der fik Lars Løkke til at skrive bogen ”Befrielsens øjeblik”, hvor befrielsen netop var befrielsen fra Anders Samuelsen! Blå blok er endnu ikke kommet sig af træklatringens skadevirkninger.

Tænk også på den radikale partiformand Sofie Carsten Nielsen, der i et anfald af storhedsvanvid i juni 2022 truede S-regeringen med et mistillidsvotum, hvis Mette Frederiksen ikke udskrev valg senest i oktober.

De Radikale tabte valget stort, og hun nedlagde hurtigt formandsposten.

Nu er der så igen en partiformand, der er klatret så højt op i et træ, at han får svært ved at komme ned igen. I søndagens Jyllands-Posten gentager Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, at han foretrækker fire år mere med Mette Frederiksen frem for nogen form for samarbejde med Moderaterne, så længe Lars Løkke Rasmussen er formand.

Dermed aflyser han enhver mulighed for en blå regering. Medmindre han senere foretager et ynkeligt tilbagetog.

Det ser i forvejen svært ud for dannelsen af et borgerligt-liberalt alternativ til Socialdemokratiet. Nu har Messerschmidt givet alle de øvrige partier det bedste argument for, at det ikke kan lade sig gøre. Det kommer til at koste stemmer, både for Dansk Folkeparti og for de øvrige partier i blå blok.

Vi har desværre set noget lignende tidligere. Tænk på Jakob Ellemann-Jensens gentagne erklæringer om, at han aldrig ville gøre Mette Frederiksen til statsminister. Det blev dyrt for både ham selv og Venstre – og hele blå blok – da han efter valget gjorde netop det, han havde forsvoret.

Han kom ned fra træet og gik med i SVM-regeringen, fordi han ikke kunne forhindre Mette Frederiksen i at blive statsminister. Det var både klogt og velbegrundet. Det ukloge var, hvad han havde sagt før valget!

Han skulle i stedet have sagt som Centrum-Demokraternes grundlægger, Erhard Jakobsen, der i sine velmagtsdage kækt erklærede: »Jeg holder mine løfter. Til gengæld lover jeg aldrig noget!«

En tidligere radikal leder Bertel Dahlgaard erklærede før valget i 1957, at han »hellere ville dø en naturlig død end sidde i regering med Viggo Starcke«, som var leder af det lille parti Retsforbundet. Hvorefter han på grund af valgresultatet endte med at gå med i ”Trekantregeringen”, som bestod af S og R – og Retsforbundet!

Jeg glemmer heller ikke den tidligere Venstre-formand Poul Hartling, der efter en kæmpe borgerlig valgsejr i 1975 under ingen omstændigheder ville forhandle med Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet (der senere blev til Dansk Folkeparti). Det førte til syv års ørkenvandring, hvorefter Venstre alligevel gik i regering på Fremskridtspartiets nåde. Men Glistrup hævnede sig ved at forhindre Venstres formand Henning Christophersen i at blive statsminister.

Tænk også på Sverige, hvor de borgerlige i mange år ikke ville tale med Sverigedemokraterne og dermed holdt sig selv ude fra indflydelse og regeringsmagt. Indtil de efter det seneste valg havde lært at respektere vælgernes dom.

Til alle dem, der klatrer højt op i træerne, må man råbe: ”Oh, kom dog ned!” Det passer bedst til det danske mange-parti-system og til dansk mentalitet, at man lader holdningerne brydes og kæmper for sine synspunkter. Men når så valget er overstået, og stemmerne talt op, så må partierne med den styrke, vælgerne har givet dem, gå på kompromis og finde løsninger. Landet skal jo regeres. Derfor er det uklogt at komme med alt for bombastiske erklæringer, især når det gælder, hvem man vil samarbejde eller gå i regering med.

Først skal vi slås, og derefter skal vi samarbejde! Det er dansk folkestyre.