Wokeismen er på retur. Hvad bliver mon næste bølge?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Snart kan vi måske falde i søvn igen. Det ansete magasin The Economist skriver i sit seneste nummer, at wokebølgen er aftagende i USA. Woke betyder jo at være vågen. Pulsen slår ikke længere så hastigt mht. antiracisme, antikolonialisme, antiimperialisme med videre.

Om det er en midlertidig nedgang, og om wokeismen eventuelt kunne få en renæssance, hvis Trump vælges som præsident, kan man ikke vide. Men p.t. har bølgen toppet – i hvert fald i USA.

Det er jo en tendens i tiden, som startede blandt amerikanske universitetsstuderende, og siden bredte sig og med nogle års efterslæb nåede frem til danske universiteter. Man må derfor forvente, at den danske wokebølgetop er lidt bagefter den amerikanske.

Wokismen kan naturligvis ikke bare affejes som irriterende. Den har bragt meget godt med sig mht. respekt for minoriteter og opmærksomhed på vores sprog, og den vil fremover have sat sit præg på folks tankegang, men der er bestemt også excesser.

De fleste vil gerne gøre meget for minoriteter, men det betyder ikke, at man skal bøje sig fuldstændig bagover mht. særbehandling. Og wokeismen er også en reel trussel for både den frie forskning og ytringsfriheden, hvor forskere risikerer udskamning fra kolleger i form af underskriftsindsamlinger m.v., hvis de tager upopulære emner op som f.eks. religion.

Overdrivelserne dyrkes især i universitetsmiljøer, som slår om sig med nyopfunden akademisk slang: Hvem har helt fattet dybden i f.eks. ”intersektionalitet”, ”de kønnede normativiteter”, ”rematerialisering” og den systemiske, strukturelle racisme m.v., som vi alle gør os skyldige i ifølge wokeismen?

Det bringer ubehagelige mindelser om den munkemarxistiske bølge, der hærgede universiteterne og andre læreanstalter i 70’erne. Det startede sådan set friskt og godt med ungdomsoprøret, men blev shanghajet af ekstremisterne, der havde held med at kue de mere sagtmodige studerende og lærere, og pludselig var det mainstream at slå om sig med volapykmarxisme, ingen rigtig forstod. Men værre endnu at udskamme medstuderende, der ikke sprang med på vognen. Mange steder var det rent akademisk selvmord ikke at tage et marxistisk udgangspunkt, når man skulle forfatte en opgave. Ligheden til det “rigtige” tankesæt fra dagens wokeisme er slående.

Det er paradoksalt, at universitetsmiljøerne, som burde stå for den frie, selvstændige tanke, er blevet så dagsordensættende med et snævert woke tankesæt, som fremmer det modsatte.

Spørgsmålet er, hvilken strømning bliver den næste i akademia, når wokeismen er klinget af?

Verden er i voldsom forandring, og det indebærer også en brydningstid mht. vores selvopfattelse. De vestlige lande må bl.a. vænne sig til at være de små. Det globale perspektiv vil presse sig på, og vores identitet må nydefineres. Det bliver ikke nemt, og i den fremtid vil der være frit slag for nye verdensfortolkninger.

Vi må holde udkig i de udenlandske universitetsmiljøer. Det er nok der, bølgerne dannes, og dagsordnerne sættes. Men måske vi, næste gang vi rammes af en bølge, skal ruste os med mere sund skepsis og jordnær fornuft, så vi ikke helt så nemt lader os vælte over ende af bare næsegrus benovelse.