Har I tænkt grundigt over "Palæstina Plads". Har I?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den 7. oktober 2023 vil for altid være indgraveret i den kollektive hukommelse hos det jødiske folk og dem, der støtter jødernes ret til et hjemland. På denne dag åbnede en afgrund af vold og terror, da terrororganisationen Hamas igangsatte et brutalt terrorangreb mod civile israelere. Hændelserne står som en skræmmende parallel til Holocaust, og for mange var det et symbol på menneskets værste sider.

Derfor er det både uforståeligt og dybt bekymrende, at København nu overvejer at navngive en plads ”Palæstina Plads”. For hvordan kan man forsvare at ære et område, der i sin nuværende form er domineret af en terrororganisation, og som nægter at anerkende Israels eksistens? Hvordan kan man retfærdiggøre navngivningen af en plads efter en stat, der aldrig har eksisteret, og som har afvist adskillige muligheder for fred og selvstændighed?

I 1948 blev en tostatsløsning præsenteret som en historisk mulighed for både Israel og Palæstina. Men mens Israel accepterede FN’s forslag, valgte araberne – og dermed også palæstinenserne – krigens vej. I stedet for at arbejde mod fred og sameksistens valgte de at forsøge at udslette den jødiske stat. Resultatet blev konflikt og kaos, en virkelighed, der stadig præger regionen i dag.

”Palæstina Plads” kan derfor ikke ses som andet end en belønning for de anti-demokratiske og voldelige kræfter, der har domineret det palæstinensiske selvstyre og Gaza gennem årtier. På Vestbredden domineres politikken af korruption og et autoritært regime, hvor reelle demokratiske valg bliver undertrykt af frygten for, at Hamas – en organisation, der er bredt anerkendt som en terrororganisation – skulle overtage magten. I Gaza regerer Hamas og bruger sin befolkning som skjold i sin konstante konflikt med Israel.

Når man stemmer for en plads, der skal bære navnet ”Palæstina Plads”, risikerer man at sende et signal om accept og anerkendelse af de undertrykkende og voldelige metoder, der bruges i disse områder. Det kan fortolkes som en opmuntring til at fortsætte denne farlige kurs.

Det er naivt at tro, at navngivningen af en plads vil fremme dialog eller fred. Tværtimod vil det blive set som en triumf af dem, der ser vold og terror som legitime midler til politiske mål. Hamas vil fejre det som en sejr, mens selvstyret på Vestbredden vil bruge det som et bevis på international støtte.

Palæstinenserne har haft adskillige chancer for at skabe en stat, men har konsekvent valgt konfrontation frem for samarbejde. Københavns beslutning om at overveje en ”Palæstina Plads” bør ses i det lys. Det er ikke blot en symbolsk gestus, det er en farlig anerkendelse af kræfter, der ikke værner om fred eller demokrati. Det er en beslutning, der vil blive fejret af terrororganisationer og autoritære regimer, som ser diplomati og dialog som svagheder, ikke styrker.

Ønsker vi virkelig at stå bag en sådan symbolik? Ønsker vi at anerkende et navn, der ikke repræsenterer håb, men snarere desperation og vold? Jeg håber, at de, der stemmer om dette forslag, vil tage sig tid til at reflektere over de dybere konsekvenser og afvise det.