Vi har brug for et sted, hvor vi bliver konfronteret med alt det, vi skal skamme os over som tidligere kolonimagt
Danmark har påtrængende brug for et museum, der kan vise os vores fortid som kolonimagt – med alt, hvad det indebærer af slaveri og undertrykkelse. Vestindisk Pakhus i København vil være den ideelle ramme, fordi det i sin tid blev opført som lager for alle de varer, vi hentede hjem langvejsfra.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
For enden af Toldbodgade ud til Københavns Havn står jeg en tirsdag formiddag i fuld sol og betragter to skibe. I ryggen har jeg Vestindisk Pakhus. En bygning, hvis oprindelige funktion som lager for handelsvarer fra de caribiske øer ikke længere afspejles i navnet.
Pakhuset var en del af Danmarks koloniale fortid i Vestindien, der talte ejerskabet over flere øer. I dag indeholder bygningen Den Kongelige Afstøbningssamling – gipsafstøbninger af klassiske figurer – samt Det Kongelige Teaters kostumelager på de øvrige etager.
Flagene på skibene er røde med Union Jack i hjørnerne. En google-søgning viser, at flaget også kaldes ”slagterforklædet” på grund den blodige britiske kolonihistorie.
Ironisk, som de ligger der, tænker jeg. Hvad prøver I at sige?
15 meter fra skibene trygt placeret midt mellem alle tiders forsvarsværk Kastellet mod nord og kongefamiliens residens, Amalienborg, mod syd rejser Det Vestindiske Pakhus sig monstrøst som en massiv påmindelse om kolonitidens økonomiske succes.
Det er det perfekte sted til etableringen af et dansk kolonimuseum. I 2022 var det også holdningen blandt en række eksperter, men andre var ikke enige, og så blev projektet begravet.
Bygningen gemmer stadig på ét rum fyldt med så mange skæbnesvangre historier og forældede verdensanskuelser, at det i sig selv ville være argument nok for et kolonimuseum netop i denne bygning. Desværre er det gået offentlighedens næse forbi.
Det Vestindiske Pakhus husede det Vestindiske Handelskompagni, ét blandt mange forskellige handelsvirksomheder i Danmark, som i det 18. og 19. århundrede aktivt profiterede på og bidrog til handel med slavegjorte mennesker.
Bygningen fungerede som lager og pakhus og var primært fyldt op med kaffe, som handelsmændene i Det Vestindiske Handelskompagni skaffede sig ved at sælge slavegjorte mennesker fra Ghana til plantagerne i Caribien eller i det sydlige USA. På syvende etage, den øverste – under taget – står ét rum intakt fra dengang. Bestyrelsens mødelokale.
Væggene er udsmykket med trælister i guldfarve efter klassicismens reglementer: firkanter og harmoniske former. Tapetet ligner blomster fra Antikken. I hvert hjørne toner skulpturer af overflødighedshorn og afbildninger af den romerske gud Merkur frem. Symboler for henholdsvis rigdom og handel, kommunikation og rejser.
Jeg overvinder en umanerlig trang til at røre; gad vide om en berøring fra nutiden, en hånd som min, i kombination med bagklogskabens skarpe lys ville ændre symbolikken på disse skulpturer og få dem til at smuldre? Jeg tvivler. Der skal mere til.
Jeg befinder mig midt i bestyrelseslokalet, hvor et langt træbord angiveligt har stået og dannet ramme for beslutninger af forretningsmæssig karakter. Beslutninger, der for nogen betød et liv i fangenskab, ydmygelse; liv og død. For andre en velstand uden begrænsninger.
Et gys går gennem min krop. Flere personer fra de caribiske øer har for nylig besøgt selvsamme rum, stået det samme sted som mig. Jeg prøver ikke en gang at forestille mig, hvordan de måtte have haft det.
Rummets eneste vindue giver et profant udsyn til Kastellet og Københavns Havn. Visuel kontrol og overvågning af det forsvarsværk, der skulle beskytte de værdifulde laster. Måske er det derfor, at de kostbare skibe ligger der?
Med vinduet bag mig bevæger jeg mig hen over de originale gulvbrædder, urolig for at mærke det historiske vingesus, som jeg har fornemmet tilstedeværelsen af i rummet fra første sekund – hen til dobbeltdøren, der markerer afslutningen på en voldsom tidsrejse tilbage til den danske kolonitids kulmination.
På den anden side af døren er Det Kongelige Teaters mange kostumer. Effekterne på denne etage er primært af ældre oprindelse; mannequindukker med højeste mode fra 1700-tallet sætter stemningen og overbeviser mig om, at oplevelsen i bestyrelseslokalet for lidt siden var ægte. En eller anden form for historisk kontinuitet er der alligevel, tænker jeg.
De seneste par år har Det Vestindiske Pakhus været genstand for debat. Flere har advokeret for bygningens egnethed til at lægge hus til et dansk kolonimuseum, men flere politikere har været kritiske. Diskussionen tog dog en drejning, da en rapport fra et koloniudvalg i 2022 blev offentliggjort. Resultatet var, at et dansk kolonimuseum netop i den bygning vil koste 317 mio. kr. og koste 17 mio. kr. årligt at drive.
Så var der pludselig ikke mere at rafle om, og projektet blev lagt i graven.
I stedet for at skabe en platform for et opgør med fortidens ugerninger blev projektet druknet i bureaukrati og bekvemme økonomiske undskyldninger. Der var ikke tale om et reelt valg om at prioritere eller ej. Et museum ville betyde en konfrontation med Danmarks rolle i den transatlantiske slavehandel, og den historie virker stadig for ubehagelig. Hvorfor?
Har det noget at gøre med Grønland? Færøerne? Vores selvbillede som det land, der først afskaffede slaveriet, først afsagde os vores kolonier og dermed også først indså vores inhumane perspektiv på verden? Alt dette er for øvrigt en myte.
Lad os lære af fortiden; Lotte Kjær Guld fra MAAFA Danmark beskrev det for nylig i Information, hvor hun refererede til regeringens slogan om, at vi befinder os i ”Afrikas århundrede” – en tid, hvor Vesten bør satse på samarbejde med det afrikanske kontinent: »Hvis Afrikas Århundrede ikke skal være kulturel narrefisse, ville et kolonimuseum være det perfekte bindeled mellem fortid og fremtid.«
Beregninger anslår, at over 110.000 mennesker bare af Danmark blev handlet som slavegjorte.
Efter et sidste blik på bestyrelseslokalet gennem dobbeltdøren bøjer jeg hovedet i ærbødighed og vender mig om. Jeg får øje på solstrålerne, der bryder gennem de små vinduer og oplyser resten af etagen. Nogle af lysstrålerne rammer de tværgående træbjælker. Det er akkurat den slags bjælker, som Børsen skal bruge cirka 1.000 af til genopbygningen. Endnu en gang ironisk, tænker jeg. Historisk kontinuitet af værste, neokoloniale skuffe?
Men ville det ikke ligne Danmark? Det folkefærd, der som det eneste nægter at tale åbent om sin koloniale fortid. Undskyldninger kan man ikke få ud af de officielle repræsentanter for Danmark.
Hvorfor er det så svært for danskerne at snakke om? Danmark er det eneste land med en kolonial fortid uden et kolonimuseum.