Den frie forskning skal ruste os til fremtidens kriser. Derfor skal den styrkes

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Da Rusland invaderede Ukraine for anden gang i februar 2022, blev et helt forskningsfelt pludselig mere relevant, end det havde været i mange år, og på et splitsekund blev viden om russiske forhold afgørende for vores sikkerhed.

Selvom viden om russisk sprog og kultur ikke har stået forrest i køen til forskningsmidler gennem en årrække, kan vi i dag takke universiteterne for, at det har været muligt at læse Ruslands- og Østeuropastudier, og at der løbende er blevet prioriteret midler til forskningsfeltet igennem basismidlerne, for det betyder, at vi i dag har værdifuld viden.

Basismidlerne er ikke målrettet specifikke fagområder eller forskningsfelter, de sørger derimod for, at der er bredde og nysgerrighed i forskningen og sikrer, at vi er beredte på fremtidens ukendte samfundsudfordringer.

Derfor ærgrer det mig, at regeringen med det netop fremsatte finanslovsforslag understøtter, at en stadig større andel af de offentlige forskningsmidler fremover skal fordeles politisk til bestemte områder igennem den såkaldte forskningsreserve.

På finanslovsforslaget for 2025 er der således afsat 4,4 mia. kr. til forskningsreserven, hvilket er markant mere end de 0,7 mia. kr., der blev afsat i 2017. Tænketanken DEA har beregnet, at forskningsreserven i 2017 udgjorde 4 pct. af de samlede offentlige forskningsmidler, mens den i dag udgør markant mere med hele 20 pct.

Det er naturligvis positivt, at der overordnet set prioriteres penge til forskning, men perspektivløst, at midlerne bliver bundet til de fagområder, som politikerne ser en værdi i her og nu. For hvem ved, hvad fremtiden bringer?

De store udfordringer, som vores samfund står over for, kræver løsninger og viden fra mange forskellige forskningsområder, som løbende skal plejes og tilføres ressourcer.

Skævvridning mellem den fri og den styrede forskning i Danmark er ikke et nyt problem. Vi har allerede i lang tid set, hvordan forskere og universiteter i stigende grad finansierer deres forskning ved at søge eksterne midler, f.eks. fra private fonde.

Det er naturligvis positivt, at de private fonde bidrager til og styrker dansk forskning, men imens de eksterne midler udgør en stadig større andel af forskningsmidlerne i Danmark, er de frie basismidler til universiteterne stagneret. Og skævvridningen bliver kun mere udtalt, når de politisk uddelte midler også vokser år for år.

Jeg vil gerne slå et slag for de frie basismidler. For ud over at sikre, at vi har mange forskellige forskningsmiljøer, der kan konkurrere internationalt, giver de frie midler også universiteterne mulighed for at planlægge for fremtiden og sikre et stærkt og bredt forskningsfundament.

Hvad skulle vi f.eks. have gjort under coronapandemien, hvis vi ikke havde haft epidemiologer og virologer siddende klar med den nyeste viden af høj kvalitet?

Jeg vil gerne opfordre til, at politikerne tager de langsigtede briller på og kanaliserer flere midler ud til universiteternes basismidler. Ingen kan vide, hvornår den næste krise rammer, og hvad den kommer til at kræve af viden. Men vi kan sørge for at være beredte ved at sikre et stærkt forskningsfundament på tværs af forskningsfelter og fagområder.