Ansigtsgenkendelse er en teknologi, vi skal huske at give tilbage
Måske lyder det paranoidt. Måske har man lyst til at sige: ”Jeg har ikke noget at skjule. Hvorfor skal jeg gå op i det? Men …
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Politiet har fået lov til at anvende ansigtsgenkendelse til gennemgang af indsamlet videomateriale. Et ønske, som blev fremlagt i forsommeren. Et ønske, som bliver betegnet som »et ønske fra nederste hylde«. For mig er det et mareridt hentet et eller andet sted sammen med urfrygten for edderkopper og slanger.
Ikke alene har jeg en bitter idé om, at det er en glidebane – nu får man lov til det i sager om mord, grov vold og voldtægt, men hvornår bliver det udvidet til også at gælde narkotika eller tjek med lufthavnsbesøg for bistandsmodtagere? Der er åbnet op for Pandoras æske, og om lidt står myndighederne i kø for også at få adgang til teknologien.
Dertil kommer mistanken om misbrug: Vi ser det hele tiden – medarbejdere, der ikke kan holde næsen for sig selv. Hvornår bliver det brugt til stalking af ekskærester eller social kontrol af familiemedlemmer? Alt, der kan misbruges, vil på et eller andet tidspunkt blive det.
Og ikke mindst: risikoen for fejl. Alle nye teknologier indeholder fejl, og hvis vi bliver lidt for glade for at benytte ansigtsgenkendelse som en del af efterforskningen og bevismateriale, så risikerer vi en teledata 2.0, hvis det viser sig, at teknologien – som teknologier gør – har fodret os med forkert data.
Og så har jeg slet ikke åbnet for diskussionen om lagring, tilretning af algoritme eller blackbox-problematikkerne ved ansigtsgenkendelse. Hvad sker der med alle de ansigter, som den ikke skal genkende? Hvor lagres de? Og i øvrigt: Hvor mistænkt skal man være, før politiet får lov til at bruge ansigtsgenkendelse til at finde frem til dig?
Må det bruge det på potentielle vidner, eller er det kun mistænkte, og hvis den sigtelse så opgives, eller den anklagede frikendes, hvad sker der så med dataene – forbliver de i systemet, eller bliver de slettet? Automatisk eller efter anmodning? Og i øvrigt: Hvis du nu har en tvilling, der har gjort noget ulovligt, eller bare en, der ligner dig virkelig godt, hvordan er du så stillet? Det er jo stadig i et eller andet omfang dine data – i hvert fald data, der er personhenførbare til dig, også selvom det ikke er dig – kan du så kræve dem slettet? Hvad er borgernes rettigheder, når politiet får adgang til så indgribende teknologi?
Nå, men det beskæftiger regeringen sig ikke med. For det handler jo om «de svenske kriminelle« (og det er altså ikke Greta Thunberg). Nej, det handler jo om ”alle lejesoldaterne”, der i dette narrativ vælter ind over de danske grænser. Man kan godt mærke, at justitsministeren er socialdemokrat, for det er præcis den samme frygtstyrende retorik, som Frederiksen 1 (DSU-regeringen) benyttede sig af i sidste periode. Lad os antage, at det kun bliver værre – og finde værn mod det overvågningssamfund, som vi er på vej ind i. Måske lyder det paranoidt. Måske har man lyst til at sige ”men jeg har ikke noget at skjule. Hvorfor skal jeg gå op i det?”
Som Martin Niemöller udtrykte det: »Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist. Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand. Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist. Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde. Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.«