Vi lever i sandhed i idiotiets årti

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

De brølende 20’ere gik over i historien som et banebrydende årti. Ligesom de svingende 60’ere. Hvis det ikke var for ungdomsoprøret i 1968.

Mange af de fortrædeligheder, vi ser i dag, trækker nemlig tråde helt tilbage til slut-60’erne og til 70’ernes fetich for militante marxister og Mao. Nu – vel inde i 2020’erne – lever vi i det, man kunne kalde for idiotiens årti. Et årti med privilegier til særligt udvalgte – en nyadel med andre ord.

Engang handlede borgerrettigheds- og kvindekampen om, at alle mennesker skulle have samme rettigheder og være lige for loven. Det var det ærværdige ideal.

Nu handler det mere om særhensyn til nogle få på majoritetssamfundets bekostning.

MeToo-bølgen i USA i 2017 er beskrevet i serien ”The Affair”, hvor hovedpersonen Noah Solloway anklages for seksuelle overgreb. Det er ord mod ord, hvad der måske – eller måske ikke – er sket for år tilbage. Men som hans advokat tørt konstaterer: Han er færdig. For det er Den Franske Revolution igen. Og nu er det midaldrende, magtfulde mænds hoveder, der ruller.

2017-bølgen løjede hurtigt af i Danmark. For igen at gå i land her i idiotiets årti. I 2020 fortalte en yngre tv-værtinde, at en unavngiven »tv-kanon« havde udsat hende for sexistiske bemærkninger som teenager. Og så var fanden løs – i det ganske land. Der blev ansat advokater til at lave ”uvildige” undersøgelser, og de har været travlt beskæftiget lige siden.

I skrivende stund er Moderaterne igen ramt af sexismeanklager. Til trods for et adfærdskodeks, der er mere politisk korrekt end De Radikales. Senest er der opstået kiv om, hvorvidt der skal laves en ”uvildig” advokatundersøgelse eller om en ”uvildig” erhvervspsykolog (sic!) skal hentes ind.

Her i idiotiens årti er det åbenbart for meget forlangt, at politiske partier, sågar dem med regeringsansvar, koncentrerer sig om det, deres vælgere har valgt dem til. I stedet for at agere moralens vogtere.

Og tv-værtindens kjole er kommet på Nationalmuseet. Men er den virkelig noget at bevare for eftertiden? For er det ikke retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, at kvinder – det er som oftest kvinder – kan fremsætte anonyme anklager om krænkelser, der tages for pålydende som en slags omvendt sharia-lov, hvor en kvindes ord er mere tungtvejende end en mands?

Jeg har endnu tilbage at se en dansk mand rejse sig fra en MeToo-anklage. Også selvom anklagerne sjældent fører til retssag og domfældelse af noget som helst.

Det er også oppe i tiden at kræve indkvotering af kvinder. Som om det var en kvalifikation i sig selv at være kvinde. I bestyrelser og som EU-kommissærer. Ikke som VVS’ere eller taglæggere. Og ønsker (alle) kvinder virkelig at blive indkvoteret på grund af deres køn frem for deres kvalifikationer? I USA kalder man det for diversity hire – og det er ikke venligt ment.

I den fagre nye verden rangerer biologisk køn lavt. Biologiske mænd, der definerer sig som kvinder, skal have adgang til kvindefængsler, og kvinders omklædningsrum og toiletter.

Lidt i samme boldgade blev Danmark for nylig beriget med en ny, kønsneutral ophavsretslov. Eller gjorde vi? Ordet ”ophavsmand” blev først ændret til ”ophavsperson”. Så til ”ophavsretshaver”. For så endelig at blive til en ”ophaver”, et forældet ord for – ”ophavsmand”. I en mail om de nye anklager om sexisme hos Moderaterne har Jeppe Søe i øvrigt skrevet ”tillidsmand” i citationstegn ifølge B.T.

Arnestedet for den ulidelige politiske korrekthed er Californien tilbage i 1960’erne. Senest er det ifølge californisk lov blevet forbudt for lærere at give forældre besked, hvis deres børn skifter pronominer.

Eminem rapper på sin seneste udgivelse ”Habits” om, at censuren kommer, mens han bander over alle de pronominer, han ikke kan huske: de eller dem, deres (Hvis?) Hans eller ham, hendes?

Alt imens Naia, den nationale atletikforening for flere amerikanske gymnasier og universiteter, har forbudt transkønnede kvinder at konkurrere i kvindesport. Særbehandling på bekostning af andre er ingen god idé. Det er de ved at indse i USA, hvor højesteret sidste år erklærede indkvotering på universiteterne efter etnicitet for forfatningsstridig.

»Studenterdelegationer fra hele verden rejste i sommeren 1969 afsted med Mellemøsten som mål for at vise deres solidaritet med den antiimperialistiske befrielseskamp i palæstinensiske træningslejre. Bassam Abu Sharif, den daværende PFLP-talsmand og den tids rådgiver for Arafat, ser den dag i dag revolutionsturismen som en stor PR-succes: ”Det var en kæmpechance. Ikke til at rekruttere krigere. Dem havde vi selv og det endda bedre. Vi ville tiltrække folk til at hverve for den palæstinensiske sag i deres egne lande.”«

Sådan skriver Bettina Röhl i sin bog om Tyskland i 1960’erne og 70’erne og om sin egen mor, terroristen Ulrike Meinhof.

Og PFLP må siges at have haft succes med at vinde folk fra Europa for sig. Ikke mindst her i idiotiets årti.

I Sverige er en lokalpolitiker fra Vänsterpartiet i vælten, efter at han havde modtaget både en hilsen og en tak for støtten til PFLP – som er på USA og EU’s terrorliste og deltog i massakren på jøder den 7. oktober – men som med politikerens ord er »en organisation med demokratisk struktur med en sekulær, socialistisk og feministisk ideologi«.

I Danmark har Enhedslisten tidligere haft besøg af PFLP. På Christiansborg. Angiveligt uden at vide, hvem de var.

»Tænk, at der råbes ”From the River to the Sea” i alle Vestens storbyer. At ”Globaliser intifadaen” råbes på universiteter. At ”Intifada nu” har stået på et skilt uden for Københavns Universitet. At ”Palæstina er besat, det skal løses med jihad” gjalder i Københavns gader.«

Ordene er Sjúrður Skaales. Men desværre drukner det færøske folketingsmedlems ikoniske tale i de lovforslag om boykot af og våbenembargo mod Israel, som den yderste venstrefløj har fremsat i en lind strøm efter 7/10. I en koranlov. Og ikke mindst i demonstrationer med antisemitiske slogans og opfordring til jihad. På europæisk jord.

Mens der herhjemme googles løs for at afdække, om det monstro er militant eller filosofisk jihad, der bliver kaldt til på danske gader, har Hamas allerede erklæret den 13. oktober for international jihad-dag, hvor en lærer blev dræbt i Frankrig. Artikel 15 i Hamas’ charter giver også en indikation af, hvad terrorgruppen mener, når den taler om at hejse jihads flag. Siden har der været angreb på europæere i især Frankrig og Tyskland.

I dagens Danmark er det tilladt at råbe på jihad, men ulovligt at brænde en koran af.

Hvis dette årti ikke skal gå over i historien som idiotiets årti, er det på høje tid at vende skuden. Inden vi forliser og drukner i særhensyn og privilegier til en ny adelsklasse – og til en fremmed religion. Alt imens vi tillader, at terrororganisationen Hamas hyldes eller forherliges af tilhængere og apologeter. Selvom alt, hvad den står for, står i skarp kontrast til vores judeo-kristne værdier.

I et godt samfund er alle lige for loven. Det er vi her i Danmark. Så hvorfor er der så mange højlydte stemmer, der vil revolutionere vores land? Hvad er det for et socialistisk Shangri-la, de drømmer om? Det hører vi aldrig noget om.

Og det er en del af årtiets idioti.