Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Der er for meget smuds i dit kølvand, Løkke

-

Steffen RasmussenPensionist, Skovlunde

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den gik ikke i længden – hverken med Venstre eller med Moderaterne. Det må vist være den mest kortfattede politiske analyse af Lars Løkke Rasmussens politiske virke de senere år. Alligevel sidder man med en fornemmelse af, at spørger man Lars Løkke selv, er det alle andre, det er noget galt med.

Jeg tror, det var Lenin, der sagde, at tillid er godt, men kontrol er bedre. En læresætning, Lars Løkke vist ikke har skrevet sig selv bag øret – i al fald har han taget revl og krat med om bord, der udadtil kunne synes at stabilisere hans egne politiske ambitioner.

Forestiller man sig kaptajn Løkke stå på kommandobroen, er det i al fald på en skude, der slingrer fra side til side uden en egentlig retvisende og driftssikker kurs. Usikkerheden bliver kun bekræftet af, at under dæk slås mandskabet i en alle mod alle-kamp – hvilket synes at komme fuldstændig bag på kaptajnen – skønt det ene og alene er hans og kun hans ansvar.

Det er vist ikke for meget sagt, at den skude aldrig kommer forbi pynten, men ender sine dage på revene.

Forresten, Lars Løkke, kender du historien om kaptajn Bligh og mytteriet på Bounty?