Nej til udlevering af Niels Holck er en vigtig sejr i kampen mod tortur

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Retten i Hillerød afsagde den 29. august en kendelse, der siger klart nej til udlevering af Niels Holck til Indien, hvor han for snart 29 år siden medvirkede ved en våbennedkastning over den indiske delstat Vestbengalen.

Det er ikke alene en kendelse, der vakte Niels Holcks glæde, men tillige en vigtig og markant sejr i arbejdet mod tortur, hvis dommen som forventet bliver stadfæstet i landsretten. Anklageren har kæret byretsdommen til landsretten.

Allerede i 2011 afviste landsretten en udlevering af Niels Holck til Indien på grund af risikoen for tortur.

I den 150 sider lange afgørelse slog retten fast, at »det må lægges til grund, at der ikke er sket nævneværdige ændringer af forholdene i Indien siden landsrettens kendelse af 30. juni 2011 for så vidt angår udbredt og systematisk brug af tortur«.

Med andre ord betyder risikoen for tortur, at en udlevering af Niels Holck til Indien ville være i strid med både Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, FN’s konvention mod tortur og den danske udleveringslov, der alle tre slår fast, at man ikke må udlevere en borger, hvis der er risiko for, at den udleverede vil blive udsat for tortur eller anden nedværdigende behandling.

Samtidig underkender retskendelsen værdien af den ”diplomatiske garanti”, som de indiske myndigheder har forsøgt sig med over for Danmark i det årelange pres for en udlevering af Niels Holck.

Det er en vigtig principiel sejr, fordi brugen af ”diplomatiske garantier” internationalt bliver brugt til at underminere FN’s konvention mod tortur, som blev vedtaget på dansk initiativ for 40 år siden.

Endelig er afgørelsen mere end et vink med en vognstang til regeringens politik, når det gælder tortur. Fra at have været en dansk mærkesag, både når det gælder rehabilitering af torturofre og politisk, når det gælder kampen mod tortur, har danske regeringer de seneste årtier svigtet arbejdet for en verden fri for tortur og forsømt at fremme FN-konventionen.

Handelshensyn synes især i forholdet til Indien at veje tungere end fremme af menneskerettigheder. Ikke alene ved – efter indisk pres – at genoptage udleveringsagen, men også ved en rungende tavshed fra danske ministre over for Indiens manglende ratifikation af FN’s konvention mod tortur har Danmark svigtet sin tidligere mærkesag.

Konventionen er i dag ratificeret af 174 af FN’s medlemslande, mens knap 20 lande fortsat mangler. Blandt de lande, der stadig ikke har ratificeret, er Indien – der bryster sig af at være verdens største demokrati – det nok mest afgørende.

Den danske regering tog for 10 år siden – for at markere 30-året for konventionens vedtagelse – initiativ til en koalition, for at alverdens lande skal ratificere FN’s konvention mod tortur.

Selvom Danmark som initiativtager til koalitionen har en særlig forpligtelse til at opfordre Indien til at ratificere konventionen, synes Mette Frederiksen – i lighed med tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen og tidligere udenrigsminister Anders Samuelsen – bevidst at have undladt dette. Hverken under de danske ministres mange besøg i Indien eller den indiske premierminister Narendra Modis besøg i Danmark i maj 2022 har Danmark opfordret Indien til at ratificere FN’s konvention mod tortur.

Den rungende tavshed er i åben modstrid med Danmarks initiativ i 2014 for at fremme universel ratifikation af anti-torturkonventionen og i klar modsætning til de internationale forventninger til Danmark som medlem af FN’s Sikkerhedsråd fra nytår.