Sådan får man en udfordring til at forsvinde

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Direktøren for brancheforeningen Danske Advokater, Paul Mollerup, revser i kronikken 3/9 her i avisen vores analyse af Kammeradvokatordningen.

Debat er godt, men man kan ærgre sig over Mollerups antydning af, at vi ikke forstår stofområdet, og at konklusionen er bestilt. Vi står selvfølgelig fuldstændigt på mål for vores analyser, og vores ærinde er alene, at vi i Danmark har en ordning, der er bedst mulig for staten og dermed for skatteborgerne i Danmark. Det er ikke helt åbenlyst, at direktøren for brancheforeningen helt på samme måde ser på samfundets interesse.

Sagen er vigtig. Selvfølgelig skal staten ikke overbetale et privat advokatfirma for ydelser, der kunne leveres billigere eller bedre, hvis ordningen blev strikket anderledes sammen. Vi er bare – helt ærligt – bekymrede for, om alternative ordninger, som er markant anderledes end den nuværende, faktisk bliver bedre. Og risikoen for, at det bliver værre, er bestemt til stede.

Interessant nok anerkender Poul Mollerup – måske uden at forstå det – faktisk et af vores kerneargumenter: En central ordning, hvor ét advokatfirma er hovedleverandør til staten, giver mulighed for højere effektivitet.

Når Kammeradvokaten har lavere timepriser, er det næppe pga. et eller andet magisk ved lige præcis dette firma – men snarere, at selve konstruktionen muliggør specialisering i statens behov, stordriftsfordele mv.

Det giver mulighed for at bruge færre ressourcer – som ultimativt kommer staten til gavn i form af lavere priser. Den stabile efterspørgsel giver på samme måde mulighed for at tage lavere timepriser. Sprænger man området til atomer i mange små aftaler, følger det af Mollerups logik, at priserne vil stige.

Generelt kan man i øvrigt sige, at en stor del af argumentationen om ændringer af Kammeradvokataftalen hviler på en grundlæggende antagelse om, at staten som kunde er hamrende inkompetent. Så inkompetent, at den ikke kan gennemskue, om leverandøren faktisk leverer varen, dvs. om opgaven bliver løst med den fornødne kvalitet, om der bliver brugt for mange timer etc. Og at staten derfor misbruges.

Det tror vi ikke, og det er egentlig et ret hidsigt postulat. Men det giver også anledning til spørgsmålet: Hvis det skulle være rigtigt, afhjælper udbud så situationen? Hvad ville i så fald forhindre andre vindere af udbud i på samme måde at misbruge aftalen med staten?

Som vi også noterer i rapporten, er der faktisk foretaget hjemtagning og konkurrenceudsættelse af mindre sagsområder inden for de senere år. Det vil være interessant at få gennemført en evaluering af disse tiltag – og det er vigtigt at få den viden med, inden der gennemføres mere drastiske ændringer. Vi tror ikke, at alle disse sager er endt til statens fordel.

Vi undrer os såre over Paul Mollerups synsninger i spørgsmålet om habilitetsudfordringer på advokatmarkedet. Med et fingerknips reducerer han problemstillingen til ingenting. Hele pointen med vores rapport er, at advokater sjældent både kan repræsentere staten og (for de store advokatkontorer mere lukrative) erhvervsvirksomheder på samme tid. Paul Mollerup må mene, hvad han vil, men vi er helt og aldeles uenige i analysen.

Der kan muligvis findes nogle mindre juridiske opgaver, der kunne sendes i udbud, men der er en stor klump af juridiske opgaver, som staten skal have løst, hvor habilitetsproblemerne betyder, at et udbud vil indebære, at leverandøren enten er fagligt svag, at der ikke kommer nævneværdige bud, fordi andre advokatkontorer hellere vil tjene deres private kunder, eller at prisen bliver højere.

Dette er muligvis Paul Mollerups opfattelse af advokaternes nirvana, men det er ikke en rar cocktail for skatteborgerne.