Vi har ikke behandlet veteranerne godt nok. Det skal laves om
Det er på tide, at vi giver veteranerne den respekt, som de fortjener.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
De danske veteraner har ydet en kæmpe indsats for Danmark, hvor de har sat deres liv på spil for vores sikkerhed og tryghed. Det er vi i Danmarksdemokraterne meget taknemmelige for. Derfor er det helt på sin plads, at de får den hyldest, som de har fortjent.
Derfor præsenterer vi i Danmarksdemokraterne et nyt veteranudspil, som skal være med til at sikre, at de får anerkendelse, respekt og hjælp, uanset hvor i landet de bor.
Der er ingen tvivl om, at behandlingen af vores danske veteraner er blevet bedre de seneste par år, men den er stadig ikke god nok. Det vil vi i Danmarksdemokraterne ændre. Derfor vil vi blandt andet oprette nye veteranhjem i hele landet, så veteranerne uanset postnummer har adgang til et veteranhjem, tæt på hvor de bor. Konkret foreslår vi at øge antallet af veteranhjem fra de nuværende seks til 10.
Som det ser ud nu, ligger der veteranhjem i København, Aalborg, Odense, Midtjylland og Trekantsområdet, mens der er et undervejs i Slagelse.
Vi vil placere de nye veteranhjem i Syd- og Sønderjylland, Vestjylland, Lolland-Falster og Bornholm, da det er de steder, hvor der er længst til et af de veteranhjem, som findes nu. Hvor veteranhjemmene er med til at tage hånd om og støtte de mange veteraner, som måtte lide af udfordringer, efter de er vendt hjem til Danmark, og derfor er det vigtigt, at alle veteraner har adgang til et veteranhjem tæt på dem.
Derudover vil vi også anerkende veteranerne ved at give dem rabat på offentlig transport, ligesom pensionister og unge får. Vi foreslår derfor, at danske veteraner skal have 50 pct. i rabat, når de bruger Rejsekortet. Det er en måde at vise anerkendelse til veteranerne, og det skal gøre det lettere for dem at komme rundt i landet.
En af de andre ting, som vi vil gøre for at hylde veteranerne, er at afsætte flere penge til Veteranpuljen og Ferielejrpuljen. Det er puljer, som hjælper veteraner med livet efter udsendelse. Dem vil vi gerne støtte ved at afsætte 3 mio. kr. ekstra til begge puljer.
Det er vigtigt for os, at staten også anerkender de danske veteraner mere, end tilfældet er i dag. Vi foreslår derfor, at veteraner får samme rabat på statslige museer og teatre, som pensionister og studerende gør. Vi foreslår også, at afdøde veteraner skal have mulighed for at få en mindeplade på deres gravsten betalt af staten. Således kan pårørende og besøgende altid blive mindet om, at denne veteran var en sand helt.