Ældreminister vil lukke ned for ældrerådenes talerør

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Selvom et tættere samspil med civilsamfundet er en bærende værdi i regeringens stort anlagte ældrereform, lukker ældreminister Mette Kierkgaard (M) nu ned for civilsamfundsorganisationen Danske Ældreråd.

Det betyder, at landets 98 lokale ældreråd mister deres fælles talerør og den organisation, der uddanner og vejleder dem i deres lokale arbejde.

I hver kommune findes et folkevalgt ældreråd. Ældrerådsmedlemmer er ikke professionelle politikere; de er frivillige, folkevalgte borgere, som tager ansvar for at sikre, at ældres stemmer høres og respekteres i de kommunale beslutningsprocesser. De arbejder ofte med komplekst stof, som kræver både uddannelse og vejledning – noget, Danske Ældreråd hidtil har sikret.

Nu uddeler ældreministeren imidlertid en syngende lussing til ældrerådene og til lokaldemokratiet.

Regeringen har nemlig i sit forslag til finansloven for 2025 besluttet at fjerne hele Danske Ældreråds driftstilskud på 2,4 mio. kr. allerede fra næste år. Da driftstilskuddet udgør mere end halvdelen af Danske Ældreråds finansiering, vil beslutningen – hvis den ikke bliver ændret – trække tæppet væk under ældrerådenes fælles talerør.

Det får de umiddelbare konsekvenser, at de 98 ældreråd ikke længere vil have en landsorganisation, der kan give dem råd og vejledning, og som kan være deres fælles talerør på den landspolitiske scene. Blandt andet vil der ikke være en landsorganisation, der kan hjælpe de lokale ældreråd med at oversætte ældreloven og pege på, hvordan de bidrager til, at ældreloven implementeres bedst muligt i kommunerne.

Beslutningen går hermed også imod, hvad vi har hørt af budskaber fra regeringen og ældreministeren de seneste år. Her har det gentagne gange lydt, at stærke lokalsamfund og inddragelse af civilsamfundet er helt centrale elementer i ældrereformen.

Og vi er meget enige i, at hvis ældreformen skal lykkes, er det nødvendigt, at det sker i samspil med civilsamfundet. Netop derfor undrer det os, at man afvikler støtten på et tidspunkt, hvor inddragelse af de lokale ældreråd er vigtigere end nogensinde.

Vi savner også et godt svar på, hvorfor ældreministeren vil lukke ned for Danske Ældreråd.

Ældreministeriets begrundelse giver nemlig ikke meget mening. I et brev fra ministeriet lyder det: »Regeringen har besluttet, at antallet af årsværk i staten skal reduceres med 1.000 i 2025 og frem. Der har været en proces i regeringen, hvor der er peget på konkrete opgaver, som staten ikke længere skal løfte.«

Vi er klar over, at ældreministeren selvfølgelig har skullet bidrage til at spare årsværk i staten. Men vi finder det misvisende, at ministeren tryller Danske Ældreråd om til en statslig myndighed for at kunne smide vores årsværk ind i puljen, samtidig med at der etableres et nyt, selvstændigt ældreministerium med de støttefunktioner (læs årsværk), som det medfører til eksempelvis HR, økonomi og drift.

Danske Ældreråd er nu engang en organisation, der er dybt forankret i civilsamfundet, og vores medarbejdere er ikke ansat i staten.

Vores historie begynder i 1999 på et møde på Askov Højskole, hvor de dengang 90 eksisterende ældreråd besluttede at etablere en landsorganisation, der kunne samle ældreråd på tværs af landet og være deres talerør på den landspolitiske scene. Det er der ikke meget statslig myndighed over. Vi kan kun opfordre til, at regeringen tager sit forslag af bordet.