Sofie, det er jo dig, der falder i woke-fælden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I et indlæg i JP 1/9 argumenterer medlem af Venstres Ungdom Sofie Mosgaard for, at vi skal smide ordet ”woke” ud. Fordi det tager fokus væk fra det, vi (Sofie selv?) egentlig vil tale om.

Men er det ikke lige præcis det, Sofie selv gør ved at sætte fokus på ordet og ikke, hvorfor og hvordan det bliver brugt? Det mener jeg.

Ordet ”woke” blev optaget i Den Danske Ordbog i 2017, dengang det kun var de allermest ”woke” mennesker, der forstod ordets egentlige betydning. Nu er vi andre – lidt langsommere – også hoppet med på bølgen. Og vi forstår det faktisk. For at sikre, at jeg selv bruger ordet rigtig, så har jeg besøgt netop ordbogen, og jeg forstår ordet – og jeg har dannet mig en holdning. At min – og mange andre menneskers – holdning så åbenbart udvander ordet og i Sofies øjne ødelægger betydningen, synes jeg er ærgerligt. For det her er en vigtig debat, der ikke bare forsvinder, blot fordi vi canceller ordet.

Jeg bruger selv ordet ”woke”, der dækker over aktivisme på ligestillingsområdet – om det er social, racemæssig eller kønsmæssig ligestilling. Og min klare oplevelse er, at det også er sådan, andre bruger det.

Det er ikke brugen af ordet ”woke”, der er problemet. Det er den køns- og ligestillingsmæssige aktivisme, der er kørt helt af sporet, som er problemet. Og det forsømmer Sofie selv helt og aldeles at forholde sig til. Når flere bruger ”woke” ofte i en negativ kontekst, så dækker det jo over, at man har fået nok. Aktivismen er gået for langt.

Man kan ikke have organisationer og aktivister, der piller ved helt grundlæggende normer og traditioner for flertallet og så blive overrasket over, at folk reagerer. Undskyld, men så er man naiv.

Vi har de seneste år oplevet, at vores børn helt ned i børnehavealderen udsættes for kønsaktivisme. Mit eget yndlingseksempel er børnehaven i Nordsjælland, der har indført kjole-tirsdag, hvor de mandlige pædagoger har kjole på. Fordi de vil lære børnene om transseksuelle og rummelighed.

Ellers rummelige mennesker sætter hælene i, når børnene bliver hevet ind i aktivisternes spin. De tager også afstand fra idéen om, at der er 72 køn. Og idéen om, at der skal være fire juridiske forældre. Det udfordrer alle vores systemer i samfundet. Det udfordrer alle vores traditioner. Og når vi oplever krav om juridisk kønsskifte for børn helt ned til nul år, så går det rigtig mange mennesker alt for nær.

Woke-aktivister har endda den frækhed at kalde dem, der siger stop for reaktionære. Min ellers rigtig søde kollega Christina Olumeko brugte det ord om mig i en debat på Radio IIII, da vi diskuterede, om wokeismen var gået for langt. Men man kan altså ikke som mindretal tale ned til og udskamme flertallet og så forvente dets støtte. Det er dumt. Tingene går begge veje.

Danskerne vil gerne være inkluderende. Der er en bred accept af, at homoseksuelle skal have lov til frit at vælge deres partner og blive juridisk gift. Der et også forståelse for, at nogle mennesker kan have så stort et kønsubehag, at kønsskifte er eneste mulighed at hjælpe dem. Homofobi og transfobi er utrendy. Den brede befolkning ser ned på homofober. Men i stedet for at omfavne denne udvikling, så moser ultra-feminister og LGBT+ på og kræver, at selve vores samfundsstrukturer skal ændres. Og det er at køre over for rødt lys.

Og alt det springer Sofie let og elegant over ved at se sig gal på ordet ”woke” – som faktisk er et godt og rammende begreb. Slå det selv op.

Så kære Sofie, hvis du selv synes, at ordet ”woke” tager fokus, så lad være med at sætte spot på det, og forhold dig til, hvorfor folk bruger det.