Statsministeren svigter principper

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Da det kom frem, at statsminister Mette Frederiksen havde sendt et kondolencebrev til Irans præsident i forbindelse med dødsfaldet af landets tidligere præsident Ebrahim Raisi, rejste det en række spørgsmål, som statsministeren hidtil har undgået at besvare offentligt.

Det, der dog vækker størst forundring, er ikke nødvendigvis selve kondolencen, men stilheden og fraværet af offentlig kommunikation. Når en dansk statsminister vælger at udtrykke kondolencer til et diktatur, bør det ske med fuld gennemsigtighed.

Det iranske regime er kendt for systematiske menneskerettighedskrænkelser, undertrykkelse af politiske dissidenter og en aggressiv udenrigspolitik, der truer stabiliteten i hele Mellemøsten.

At sende et kondolencebrev kan potentielt tolkes som en form for diplomatisk anerkendelse eller endda støtte til Irans regering, og derfor er det essentielt, at det foregår i åbenhed, for Mette Frederiksen handler på vegne af os alle sammen.

Statsministerens beslutning om at undlade at informere offentligheden om kondolencen er det samme som at skjule det. Hvis regeringen mener, at en sådan gestus er nødvendig for at opretholde diplomatiske relationer, hvorfor så ikke stå ved beslutningen offentligt?

Kondolencer til diktaturer er kontroversielle, og det er nok også den erkendelse, man har gjort sig i Statsministeriet, også i forbindelse med et kommende valg, og derfor har man formentlig vurderet, at det var bedst, at henvendelsen ikke kom til offentlighedens kendskab.

Mere bekymrende er dog den potentielle effekt, som henvendelsen kan have på præstestyret.

Når en statsleder fra et vestligt demokrati som Danmark sender kondolencer til en iransk leder, kan det blive brugt som et redskab til at legitimere regimets handlinger, både internt og eksternt. Iranske magthavere kan tolke det som en form for stiltiende accept af deres politik, og det kan endda bruges i deres egen propaganda til at vise befolkningen og omverdenen, at de har støtte fra Vesten.

Vi må ikke undervurdere symbolikken i diplomati.

Når Mette Frederiksen som leder af et land, der værdsætter menneskerettigheder og demokrati, sender kondolencer til et regime, der krænker disse værdier dagligt, sender det et farligt signal. Det er derfor afgørende, at den danske regering står klart og tydeligt ved sine handlinger og altid sikrer, at de er i overensstemmelse med de værdier, som vi ønsker at fremme på den globale scene.

Kondolencebrevet burde ikke være sendt i stilhed. Hvis det var nødvendigt, burde det være fulgt op af en klar forklaring på, hvorfor denne beslutning blev taget, og hvordan regeringen sikrer, at Danmark ikke utilsigtet legitimerer undertrykkende regimer. Åbenhed og gennemsigtighed er grundlæggende principper i ethvert demokrati, og disse har statsministeren svigtet her.