Har politi og beredskab glemt, hvad deres opgave er? Eller har vi glemt dem?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I vinter gav en snestorm alvorlige problemer flere steder i landet. På den østjyske motorvej strandede mange bilister i op til et døgn uden nogen form for hjælp fra myndighederne og med meget begrænset information til dem.

Det har efterfølgende ført til massiv kritik af myndighederne og deres indsats eller mangel på samme. I en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi 12/1 til Ekstra Bladet skrives der: »Østjyllands Politi, brandvæsenet, beredskabet, Forsvaret og Vejdirektoratet arbejdede i fællesskab på højtryk onsdag og torsdag i forbindelse med det voldsomme vejr, og der blev også knoklet for at hjælpe de personer, der sad fast på motorvejen. Det var en ekstrem situation, der gav mange udfordringer.«

Men ingen blev evakueret.

Sidst i 1990’erne lukkede en voldsom snestorm også motorvejene. Dengang var jeg leder af ordenspolitiet i Kolding. Her udviklede situationen sig hurtigt og voldsomt, og det medførte, at Sydmotorvejen i politikredsen lukkede helt i begge retninger, og en masse bilister sad fanget i deres biler. Deres situation var uoverskuelig og sikkerhedsmæssigt uforsvarlig, hvorfor vi i samarbejde med lederen af det kommunale beredskab besluttede os for at evakuere dem.

Vi fik fat i nogle store entreprenørmaskiner og busser. Mens maskinerne ryddede vejen for busserne, gik politifolk i snestormen hele vejen fra Kolding til Christiansfeld fra bil til bil og fik folk over i busserne. Det var en hård tur, men de var efterfølgende helt høje over at kunne yde denne hjælp. Tre-fire timer efter var alle evakueret. Herefter overtog det kommunale beredskab de evakuerede og sørgede for indkvartering.

Men hvad gik så galt i vinter? I en artikel i Jyllands-Posten 19/8 fremgår det, at »mange strandede bilister følte sig så nedkølede, at de ringede 112. Men de blev ikke evakueret. I stedet blev bilisterne bedt om at ringe 114, som er politiets landsdækkende nummer til situationer, hvor borgeren ikke er i akut nød«.

Det fremgår også, at en kvinde med søn blev afvist, da hun om natten ringede 112 og blev affærdiget med, at de havde travlt. De blev ud på morgenen og efter 14 timer hjulpet fri af et tv-reportagehold fra TV 2, der godt ved egen hjælp kunne køre.

For mig at se var Østjyllands Politi tæt på at overtræde straffelovens § 253, stk. 1, nr. 2 om påbudt omsorg for personer, der er ramt af skibbrud eller anden tilsvarende ulykke.

Alt dette skete i fredstid lige i udkanten af Aarhus, et af landets største kommunale og erhvervsmæssige kraftcentre med masser af menneskelige og materielle resurser, og hvor alt, ud over trafikken i det ene spor på motorvejen, fungerede. Alle disse resurser kunne bruges, men det blev de ikke.

Det mest groteske var, at det modsatte spor på motorvejen ud for de strandede køretøjer var åbent og farbart, og ifølge medierne kørte der biler der. Denne del af motorvejen kunne have været brugt som redningsvej.

Jeg håber ikke, at holdningen hos politi og redningsberedskab har været, at det var deres egen skyld, de var jo blevet advaret, og så måtte de selv om det, især dem, der kørte på sommerdæk. Eller var det?

Ved større hændelser, der involverer flere myndigheder, er det politiets opgave at være koordinerende myndighed. Det betyder, at politiet har pligt til at formulere opgaven og koordinere indsatsen.

I Kolding Politikreds var der 69 ansat i ordenspolitiet, og vi havde ikke problemer. Det samme var tilfældet i Kolding Kommune. Den øverste ledelse af hele aktionen bestod her af kun to personer: den kommunale beredskabschef og mig.

Den opgave, man stod over for, var efter min mening overskuelig. Formuleringen af opgaven kunne være: Planlæg og gennemfør en evakuering, registrering og indkvartering af op til 1.000 personer til planlagte modtagecentre. Hjemmeværnet etablerer sikker bevogtning af de forladte køretøjer. Politiet planlægger og gennemfører evakueringen og rekvirerer det nødvendige materiel og mandskab hertil. Politiets pressetjeneste sørger for rigelig information gennem lokale medier. Aktionen skønnes at kunne være op til 48 timer.

Denne situation er slet ikke enestående. Vist nok i 1978 mellem jul og nytår ramte en meget voldsom snestorm Midt- og Sydsjælland og Lolland-Falster. Dengang var jeg ansat ved politiet i Køge. Herfra ledede man evakueringen af flere hundrede strandede bilister på motorvejen. De blev i et par dage indkvarteret i en sportshal, hvor det kommunale beredskab og hallens cafeteria sørgede for dem. De tilbragte nytårsaften der. En politiassistent på stedet var en habil harmonikaspiller, så det blev også til en nytårsfest.

Nu har myndighederne så evalueret deres håndteringen af snestormen i januar i år. Man erkender, at man ikke gjorde det godt nok, og at man især skal blive bedre til at kommunikere, også på sociale medier.

Kommunikere hvad? At man ikke kan komme, men sender de varmeste hilsner?

Jeg savner en klarere erkendelse af, at der i sådanne situationer skal ledes og handles ved iværksættelse af effektiv evakuering af mennesker i absolut nød.

Materiel- og mandskabsmæssigt er redningsberedskabet og Forsvaret så udsultet, at de ikke alene magter en opgave af dette omfang. Spørger man dem, så er der ikke grænser for, hvad de kan, men kan vi stole på det?

Situationen lige nu er meget usikker. Der er krig i Europa, hvor Danmark bidrager materielt og økonomisk. Det vil være nærliggende at tro, at Rusland ser os som et legalt mål for terror. Og så er der hele klimasituationen med et stigende antal voldsomme vejrhændelser.

Derfor må der nytænkning til.

I et indlæg i TV 2 News 29/7 foreslog koncerndirektør i Falck Jacob Riis, at redningsberedskabet inddrager private aktører og indgår aftaler om mandskab og materiel, der efter aftale kan stilles til rådighed. Det er den helt rigtige vej at gå.

På det strategiske statslige plan kan Rigspolitiet og Det Statslige Redningsberedskab ud fra realistisk opstillede scenarier fastlægge de overordnede behov for assistance, som de enkelte politikredse og lokale beredskaber så kan omsætte til operative aftaler. Det kunne være aftaler med grossister og vognmænd om levering af dagligvarer, aftaler med hoteller, aftaler med cateringfirmaer, aftaler med entreprenører, aftaler om flere former for sagkyndig bistand og meget mere.

Når en situation som den ved Aarhus opstår igen, vil det hele ligge klart, og det er bare at løfte telefonen og rekvirere.