Brug af antipsykotisk medicin til demente er ikke kun lægernes ansvar

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I Danmark er der ca. 90.000-96.000 mennesker med sygdommen demens, og dette tal forventes øget på op til 150.000 i 2040 ifølge Alzheimerforeningen.

Knap 20 pct. ældre borgere med demens har ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsen indløst mindst én recept på antipsykotika i 2022. Det svarer til niveauet i 2016, hvor den nationale Demenshandlingsplan 2025 blev udarbejdet.

Ifølge planen bør ældre borgere med demens som udgangspunkt ikke behandles med antipsykotika, da virkningen i bedste fald er beskeden, og der er væsentligt øget risiko for alvorlige bivirkninger.

Derfor blev der fastsat et mål i den nationale Demenshandlingsplan 2025 om, at en forbedret pleje- og behandlingsindsats skal nedbringe forbruget af antipsykotika blandt borgere med demens med 50 pct. inden udgangen af 2025.

Lederen af Nationalt Videnscenter for Demens, professor Gunhild Waldemar, problematiserer også de øgede bivirkninger, som antipsykotisk medicin kan have på den ældre, svækkede patient med demens.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde vil nu skærpe tilsyn med de almen praktiserende læger, men hvor er tilsyn med kommunernes pleje- og behandlingsindsats henne i ministerens vurdering?

Hvem har kædeansvaret for demensområdet, og skal det være delt mellem pleje og omsorg i kommunerne, receptfornyelse og behandling ved egen praktiserende læge og demensudredning og specialiseret behandling ved enten regionernes neurologiske, medicinske eller ældre-psykiatriske afdelinger?

Regeringen og Folketinget skal nu i arbejdstøjet efter Sundhedsstrukturkommissionen kom med sin rapport i forsommeren 2024, og høringsfasen er nu udløbet. Skal regionerne overtage sundheds- og plejeopgaver fra kommunerne, eller skal vi forsætte som nu?

Man hører fra pårørende, at deres nærmeste med demens skal gøres ”håndterbare” og derfor behandles med antipsykotika af deres praktiserende læger, og det samme ser man inden for det specialiserede socialområde.

Hvis det er, fordi kommuner ikke kan løfte opgaven, og der ikke er nok tilsyn med kvaliteten af pleje eller omsorg, så er det svært for lægerne at trappe ud af sløvende medicin, selvom faste plejehjemslæger skulle kunne tage en dialog med plejehjemsledelsen om sammenhængen med manglende plejemæssige ressource og øget forbrug af sløvende og antipsykotisk medicin. Det er dog fortsat en ren kommunal beslutning, hvordan normering er på det enkelte plejehjem.

Det er derfor, at både demensområdet og det specialiserede socialområde bør overføres til regionerne, hvor de lægefaglige eksperter også er ansat. Det vil højne behandlingskvaliteten for den enkelte borger og aflaste de bekymrede pårørende.

Men vi mangler en værdidebat om, hvad er en værdig alderdom. Samt en diskussion om, hvorvidt vi prioriterer rigtigt i de kommunale og regionale budgetter, når det gælder pleje og behandling at vores voksende gruppe af ældre medborgere i velfærdsstaten Danmark.

Er regeringens ældrereform, der er i høring i øjeblikket, med øget frihed for den enkelte borger og øget prioriteringsret hos de ansatte overhovedet noget værd, hvis ikke området tilføres nok ressourcer, eller kædeansvaret løftes under regionerne?