Fortsæt til indhold
Debatindlæg

DN og manipulerende forskere undergraver demokratiet

Kristian Pihl LorentzenTidl. major, tidl. MF, Ans

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Danmarks Naturfredningsforening (DN) burde koncentrere sig om at stå vagt om natur og miljø med afsæt i fakta og saglig argumentation. Desværre har foreningen i de senere år slået ind på en farlig, aktivistisk kurs, hvor foreningen benytter sig af falsk propaganda, fake news samt bevidst manipulation.

Senest har Jyllands-Posten afdækket, hvordan DN i kraft af en utroværdig rapport – bestilt og betalt af foreningen – om fiskeri med bundtrawl har ført politikere totalt bag lyset og spændt dem for foran DN’s politiske vogn på et falsk grundlag.

Også rapportens fædre hos Aarhus Universitet (AU) bør have røde ører, efter at førerende forskere ved bl.a. DTU har påpeget en stribe alvorlige fejl ved rapporten.

Det værste er, at DN stædigt fortsætter kampagnen imod bundtrawl, efter at foreningens AU-rapport er pillet fra hinanden. Komplet utroværdigt.

Tilsvarende blev den vidtgående politiske beslutning om gennemtrumfning af naturnationalparker med rewilding og indhegnede statsskove truffet på et forkert grundlag med en fejlagtig negativ fremstilling af status for biodiversiteten i vores skove. Også her med DN og AU som hovedaktører i manipulationen.

Jeg kan også nævne sagen om fremtiden for den midtjyske naturperle Tange Sø, hvor DN anbefaler en tømning af søen på et fejlagtigt og propagandistisk grundlag.

Det er dybt problematisk, når det lykkes DN at lokke og presse politikerne til at træffe vidtgående beslutninger på et falsk grundlag. Den slags hører ikke hjemme i et velfungerende demokrati, hvor beslutninger bør være baseret på fakta og saglig debat.