KU: Afskaf folkepensionen, som vi kender den
Danskerne skal ikke lide under Mette Frederiksens valgkampsforberedelser.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Efter Socialdemokratiets forslag om at sætte en stopper for den stigende pensionsalder i Danmark er debatten om pension endnu en gang blusset op i medierne.
I min optik er forslaget skadeligt for samfundsøkonomien, idet man vælger at tage et farligt opgør med velfærdsforliget fra 2006, og statskassen vil risikere store tab, da Socialdemokratiet vil tage raske og arbejdsdygtige danskere væk fra arbejdsmarkedet før tid. I min optik er pension et privat anliggende, og danskerne skal have mulighed for tilbagetrækning, når de selv ønsker det, via en privat arbejdsmarkedspension.
Senest har Christian Rabjerg Madsen fra S været ude at meddele, at danskerne ikke har mulighed for at spare op til egen alderdom og pension. Her vil jeg for en sjælden gang give ham helt ret; danskerne har ikke mulighed for at spare op til egen pension, men det er jo netop, fordi danskerne bliver så hårdt beskattet fra dåb til grav af hans politik.
I Konservativ Ungdom foreslår vi at afskaffe folkepensionen helt og erstatte den med en tvungen pensionskonto, hvor danskerne hver måned kan indbetale et skattefrit beløb til deres egen pensionsopsparing. Det vil naturligt skabe en større frihed og et større personligt ansvar hos den enkelte, som dermed selv kan administrere, hvornår han eller hun vil gå på pension.
I Konservativ Ungdom anser vi alderdom som et privatanliggende og synes ikke, at danskerne skal tvinges til at lide under Mette Frederiksens valgløfter til en særlig gruppe kernevælgere. De offentlige midler, vi får ud af at afskaffe folkepensionen, skal naturligvis bruges til at finansiere skattelettelser til alle danskere, så det bliver nemmere for alle at spare op til egen alderdom.
Men denne proces skal naturligvis ske forsigtigt, så vi ikke efterlader en masse danskere i en uheldig situation, hvor de ikke har været bevidste om behovet for at spare op til egen alderdom. Den generation, der har levet med en forventning om at få folkepension, skal selvfølgelig få den, da vi ellers sætter dem i en urimelig dårlig position. Det er på lang sigt, at vi ønsker at udfase folkepensionen, og det vil først være aktuelt for kommende generationer.
Vores forslag vil unægtelig blive mødt med påstanden om, at rige mennesker vil have nemmere ved at trække sig tilbage tidligere end dem, der ikke har så mange penge. Men virkeligheden er, at systemet allerede er sådan i dag. Mere velhavende mennesker har et større økonomisk råderum, der tillader dem at spare op til deres egen alderdom, hvorimod mindre velhavende mennesker bliver så hårdt beskattet, at de ikke selv kan spare op og ender med at skulle afspises med folkepension.
Her giver vi i stedet alle mulighed for i højere grad at tage ansvar for sig selv og deres alderdom, og vi giver dem bedre muligheder for tidligere tilbagetrækning, hvis det er det, de ønsker. Personer i svære økonomiske situationer eller personer, som ikke har været i stand til at spare op i tilstrækkelig grad gennem en arbejdsmarkedspension, skal selvfølgelig have økonomisk hjælp af staten.