Undskyld, hvor blev arbejdskampen af?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For nylig markerede fagforeningen 3F, at den har ligget i konflikt med Dragsholm Slot, A Hereford Beefstouw og Brødrene Price i over et år. Der er, som vi ser det, tale om en stor og vigtig arbejdskonflikt, og derfor undrer det os, at ingen medier bortset fra Ekstra Bladet var mødt op.

Tavsheden er desværre tegn på et dybere problem. Toneangivende medier ”glemmer” store dele af danskernes arbejdsliv, og det har skabt en tillidskløft i forhold til arbejderklassen og den lavere middelklasse.

I Danmark er der fra Enhedslistens Pelle Dragsted til Venstres Troels Lund Poulsen bred enighed om, at vi som samfund betragtet har stor glæde af den danske model, af et arbejdsmarked med ordnede forhold. Der er langt fra den arbejdsgiver, der i industrialiseringens første dage mente, at arbejdskraft var noget, der skulle udnyttes mest muligt, til vor tids arbejdsgivere, hvor flertallet for længst har indset, at tilfredse ansatte betaler sig.

Og alligevel er der åbenbart flere og flere, der ikke synes, de behøver at tegne overenskomst. Dragsholm Slot, A Hereford Beefstouw og Brødrene Price har i hvert fald opsagt overenskomsten og tilbudt en timeløn på helt ned til 125 kr. i timen. Uden hverken aften- eller weekendtillæg.

Mens Brødrene Price aktivt opsiger en overenskomst, er der andre, der aldrig får tegnet en. Masser af restauranter har slet ikke overenskomster, og det er ikke bare i restaurationsbranchen, den er gal.

Tag Wolt-budene. Et globalt firma, der spiller efter helt egne regler, og som skal slæbes i retten til endeløse retssager. I Wolt har de ansatte heller ikke overenskomst. De har ingen timeløn, ingen feriepenge, ingen arbejdsskadeerstatning. Wolt søger ikke for, at der bliver betalt skat, og man skal selv betale for sit arbejdstøj, selv stille med en cykel. De amerikanske ejere har nemlig fundet på, at Wolt-budene slet ikke er ansatte, men ”selvstændige”. Noget, både EU og Skat er uenige i.

En anden såkaldt platformsvirksomhed er Uber, der én gang har forladt Danmark, men som nu er på vej tilbage.

Udfordringerne for fagbevægelsen er nogle andre en tidligere. Kampen mod internationale aktører og rengøringsfirmaer med nultimerskontrakter er typisk mere komplicerede.

Og selv om der er tegnet overenskomst, skal der alligevel kæmpes. For ét er, at der er lovgivning, regler og overenskomst, noget andet er, om de bliver overholdt. De italienske entreprenører, der bygger metroen i København f.eks, overholder ikke reglerne af sig selv. Social dumping findes mange steder, og fagforeningerne kan ikke altid følge med.

Selv på byggeriet hos en stor virksomhed som Novo gik det galt. Illegale håndværkere var skyld i en stor brand på fabriksanlægget i Kalundborg. Først derefter fik 3F mulighed for den nødvendige kontrol.

Der er med andre ord mange vigtige arbejdskampe, der udspiller sig i disse år. Den danske arbejdsmarkedsmodel er på spil, og det kalder på fælles debat. Vi risikerer, at en grundpille i det danske samfund – der besynges fra højre til venstre – for alvor begynder at skride.

En ting er, at forringede arbejdsvilkår er realiteten for en masse mennesker, noget andet er: Hvad betyder et ændret arbejdsmarked for os alle sammen?

I Tyskland er der på relativ få år sket en dramatisk samfundsforandring. Millioner er i dag working poor – folk i arbejde, der dårligt kan forsørge en familie. Ikke mindre end fire millioner tyskere har et job, de ikke kan leve af – mange må have to eller tre, og ofte suppleres lønnen med socialbidrag fra det offentlige.

Vi skal ikke længere end over grænsen til Flensborg, før ”arbejdende fattige” må ty til kirker og sociale organisationer for at få mad på bordet. Fattigdom er rykket ind i samfundets midte på helt anden måde, end vi kender – eller måske kendte det – i Danmark.

Samtidig er der blevet gigantiske lønforskelle på det tyske arbejdsmarked. Mens der stadig findes velbetalte og trygge job på store industrivirksomheder og i det offentlige, så er byggeriet og meget af servicesektoren i dag wild west med lave lønninger og prekære ansættelser.

Samme udvikling er på vej i Danmark. Det sker selvfølgelig ikke fra én dag til den næste, ét er lave lønninger – noget andet er egentlig fattigdom, og vi har stadig færre ”arbejdende fattige” end i andre lande. Den gradvise optrevling af det organiserede arbejdsmarked er imidlertid godt i gang – vi taler bare ikke om det.

Vi undrer os over, at man ikke kan læse og se mere om det i medierne. Vi finder det problematisk, at store dele af vores fælles virkelighed tilsyneladende er blevet usynlig, og at en stor samfundsforandring nærmest kommer som en tyv om natten.

Jo, en gang imellem kommer der en skandalehistorie, sådan som det f.eks. skete med Nemlig.com, der efterfølgende tegnede overenskomst. Men der er mange historier fra restaurationsbranchen, rengøringsbranchen og byggebranchen, der aldrig kommer frem. Hvorfor er de arbejdspladser, der er af afgørende betydning for så mange mennesker, ikke ordentligt dækket i mediebilledet? Hvorfor laves der ikke mere undersøgende journalistik på dette vigtige område?

I medieverdenen er der i de senere år blevet opmærksomhed på et nyt fænomen: news avoidance. Store samfundsgrupper fravælger i perioder eller helt at følge medierne og deres nyhedsstrøm. Ifølge en undersøgelse fra Center for Nyhedsforskning på Roskilde Universitet er det i Danmark 23 pct. af de voksne.

Det er der mange grunde til, men lur os: Blandt årsagerne er det, der kaldes ”manglende repræsentation”; mennesker kan ikke genkende dem selv og deres liv i medierne. Hér er masser af professorer, kendisser, politikere og journalister, der interviewer hinanden, men ikke mange murersvende eller sosu-assistenter.

Læg dertil de mange, der følger med – men ser med voksende skepsis og afmagt på medievirkeligheden. Tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljøfolk og fagligt aktive, der heller ikke kan genkende dem selv og deres liv.

Mediernes selektive univers fremmedgør ikke kun store grupper, men fører også til politiske fejlslutninger. Da debatten om Arne-pensionen startede i 2019, havde de færreste journalister, meningsdannere og politikere set dynamikken i forslaget. Lønmodtageres massive utryghed over stigende pensionsalder og forringet efterløn var havnet under radarskærmen.

For nylig kom Mette Frederiksen så med en ny melding om pensionsalderen, og da havde medierne tydeligvis lært lektien. Pludselig dukkede folk i skurvogne og arbejdstøj op i tv og aviser – tak for det.

Hvis ikke vi i fællesskab er opmærksomme på, hvad der sker på arbejdsmarkedet, bliver det også svære at dæmme op for de forandringer, der buldrer afsted i disse år. Forandringer, der vil skabe langt større skel mellem akademikere med attraktive hjemmearbejdspladser, godt lønnede faglærte på store, velorganiserede virksomheder – og et nyt proletariat, der er nødt til at have flere job for at få det til at løbe rundt.

Forandringer, vi ikke tror, flertallet af danskere egentlig ønsker.