Hvor er statsmændene i Mellemøsten? Findes de overhovedet?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hver dag bliver vi opdateret om, hvad der foregår i Gaza. Rædslerne bliver beskrevet, alt bliver udpenslet, og efterhånden er Israel blevet betragtet som det store uhyre i en af de mange konflikter mellem Israel og det palæstinensiske folk gennem mere end 70 år.

Men før verden kaster sig ud i et frådende og følelsesmæssigt verbalt angreb på Israel, bør vi måske huske de begivenheder, der har fundet sted siden staten Israels oprettelse. Mæglingsmøder mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre er utallige gange endt med sammenbrud, fordi palæstinensiske ledere har trukket sig ud af forhandlingerne.

Konflikten i Mellemøsten kan og skal løses – om ikke optimalt, så i alt fald med et rimeligt resultat. Men det kræver bl.a., at de omkringliggende arabiske natiioner accepterer en løsning, som indbefatter en accept af Israels ret til at eksistere. Denne accept er aldrig blevet verificeret, hverken af det palæstinensiske selvstyre eller af de omkransende arabiske stater med undtagelse af Ægypten.

Vi taler desværre om et grundlæggende arabisk had mod den jødiske stat, som nu i mere end 70 år har været den største forhindring for en fredelig løsning parterne imellem.

Hvordan dette dybe modsætningsforhold skal kunne overvindes, er stadig en gåde. Ser vi på palæstinensisk undervisning og indoktrinering af nye generationer, vil man konstatere, at man desværre næppe umiddelbart skal gøre sig større forhåbninger om en fredelig sameksistens, hverken nu eller på længere sigt.

Det vil være dybt tragisk for Israel, men næsten selvmord for palæstinenserne, hvis man ikke snart finder en fornuftig forhandlingsløsning. En effektiv våbenhvile kan måske i første omgang være den næstbedste løsning.

På Cypern er der fredelige forhold, selvom ca. en tredjedel af øen har været besat af Tyrkiet siden 1974. Den grønne zone bevogtes af FN. Sydkorea er som bekendt stadig formelt i krig med Nordkorea, men våbenhvilen fra 1953 eksisterer, uden at der efterfølgende har været de helt store konflikter mellem de to lande. så en våbenhvile kan under en eller anden form altså medvirke til en fredelig sameksistens, selvom det ikke er en optimal løsning.

Mikhail Gorbatjov og Ronald Reagan var aldrig nået et langt stykke i deres forhandlinger i Reykjavik i oktober 1986, hvis ikke de begge fik sympati, respekt og tillid til hinanden, og samtidig var klar over det ansvar, de begge havde for millioner af menneskers tilværelse.

Det var to statsledere, som først og fremmest helhjertet ønskede en fredelig tilværelse for deres respektive befolkninger. Deres møde resulterede senere i bl.a. INF-traktaten i 1987.

Hvor findes i dag de ledere i Israel, blandt palæstinenserne og blandt de arabiske nationer og i Iran, som kan udvise samme format, klogskab og ægte lederskab, som de to ovennævnte statsmænd i sin tid udviste?