Vi drukner i karakterræset, mens I ser på

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi skal ikke ændre karakterskalaen, blot fordi den skaber ulighed mellem boglige og ikke-boglige elever eller mellem etnisk danske og ikke-etnisk danske elever. Vi skal ændre karakterskalaen, fordi den skaber ulighed mellem individer. Vi bør ændre hele vores uddannelsessystems syn på karakterer, da det nuværende system ikke tager højde for den mangfoldighed, vi alle repræsenterer.

Ansvaret bør ikke udelukkende lægges på uddannelsespolitiske aktører. Vi har set dem reagere alt for langsomt på de alarmerende mistrivselsstatistikker, vi står over for. Hvor er den konkrete handlingsplan, der skal løse denne krise? Hvor er anerkendelsen fra de højere institutioner af, at der er et problem?

Vi er nødt til at gå til roden af problemerne i stedet for blot at diagnosticere det, vi ser på overfladen. Vi kender alle ”isbjergsteorien” – det, der ligger under overfladen, er ofte langt større og mere komplekst.

Øget præstationspres og et ensidigt fokus på karakterer fører til stress, angst og andre mentale sundhedsproblemer, som påvirker trivsel og livskvalitet markant. Dette er ikke blot teoretisk; det er virkeligheden for en hel generation af unge, der kæmper for at komme ind på deres drømmestudie, mens de navigerer i et system, der ikke ser deres fulde potentiale.

Ved at ændre optagelsessystemet til at være mindre afhængigt af karakterskalaen og i højere grad fokusere på en helhedsvurdering kan vi reducere mistrivsel, ensomhed og andre følgevirkninger. Vi vil sikre, at vi faktisk uddanner mennesker til det, de er dygtige til. En model, der også inkluderer almene optagelsesprøver og interview, vil samtidig ruste de unge til et arbejdsmarked, hvor samtalekompetencer er afgørende.

Vi bør i langt højere grad anerkende menneskelige præstationer frem for blot akademiske. Det nuværende uddannelsessystem belønner dem, der tilfældigvis har en god dag til eksamen, og denne ene præstation får lov til at bestemme deres retning i livet.

Det er et system, der gør mig syg, hver gang jeg tænker på, at jeg har været en del af dette forpinte ræs. Det er en homogen uddannelseskultur, som jeg er stærk modstander af.

Arbejdsmarkedet vil i fremtiden skrige efter kompetencer som følelsesmæssig intelligens, samarbejdsevner og kreativ tænkning. Der er en stor gruppe unge, dygtige og selvstændige mennesker, som ikke har fået det rette miljø at udvikle sig i.

Brug en blomst som metafor: Hvis en plante ikke trives, er det sjældent blomsten selv, der er problemet, men snarere dens omgivelser. Du flytter planten, giver den bedre jord og mere lys, og pludselig trives den. Hvad sker der, hvis vi blot lader den stå uden at tage os af den? Den dør.

Hvert år bliver karakterinflationen blæst op som et stort problem, men stormen lægger sig hurtigt igen. Jeg har ingen tillid til, at vi vil se en reel ændring på dette område i den nærmeste fremtid.

Vi er alle forskellige med forskellige personligheder og intelligensprofiler. Nogle er analytisk orienterede, mens andre er mere kreative eller praktiske – og nogle rummer alle tre aspekter.

Når vi taler om kognitive funktioner som hukommelse, opmærksomhed og problemløsning, er det essentielt at erkende, at vores uddannelsessystem ikke kan fortsætte med at operere i sort-hvide nuancer.

Vi er for langt i historien og udviklingen til at fastholde et forældet system. Hvis vi for eksempel ser på mennesker med adhd, er det nuværende system overhovedet ikke egnet til dem – medmindre de gennem alle 10 obligatoriske skoleår bliver tvunget til at tilpasse sig og sidde stille hele dagen. Vi erkender, at flere og flere får diagnoser; hvorfor ikke også tilpasse uddannelsessystemet til denne virkelighed?