Vi er nogle, der ikke råber op – og vi vil hellere løse MeToo ved at snakke sammen i stedet for at gå i kødet på hinanden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der ligger på en lidt besynderlig måde noget bekvemt i at have en kamp kørende. Det prikker til følelsen af at være til, måske endda til et strejf af at opleve mening med tilværelsen. Det understøtter ofte følelsen af handlekraft, ”nu gør vi noget”, fordi tanker, skriverier og samtaler kredser om det at gøre en forskel.

Men ligger der overhovedet udviklings- og løsningsperspektiver i kamp og i begreber som opgør og modbevægelse? Som den umiddelbare første reaktion, måske – på den lange bane, jeg tvivler! Så jeg tager kampen op imod ”kamp”, ikke som et opgør, men ved at fremsætte et alternativ, der har rummelighed, forståelse og dialog som våben.

Mudderbrydning har sjældent en egentlig vinder. Det er vel mest en kamp iscenesat for underholdningsværdien mere end for selve udfaldet. Mudder bidrager på en og samme tid som både effekt, ramme og våben. Tilskuerne er tæt på rent fysisk, men også i overført betydning ”passivt-aktive”. Underforstået: Nogle kigger på med begejstring, råber små opfordringer til det næste effektfulde greb og ryger måske med i baljen ved showets afslutning. Andre kigger ligeledes intenst med – nogle uden og andre med forargelse. En helt tredje gruppe står med ryggen til i baren og giver det slet ikke eller meget lidt opmærksomhed.

Tanken om mudderet opstod, da Marie Høgh i et indlæg i JP 10/8 søgte tilslutning til kamp og en modbevægelse nu blot imod nyfeminismen. Hvad er det for et scenarie, hun ser i forlængelse af de forestående kampe? Er det med en sikker vinder? Er det et kvindeligt ”dem og os”? Eller er det beskidt og skær underholdning for alle de passive?

To helt grundlæggende spørgsmål trænger sig på. Kan den type kamp mod en minoritet reelt løse MeToo-problematikken? Eller ender det ikke blot som endnu en kamp uden vinder med en stor gruppe ”passivt-aktive” på sidelinjen – og igen med mudder som primært virkemiddel?

Kære Marie Høgh, jeg tror, dine intentioner om modbevægelse og opgør har ædle hensigter, og jeg vil kvittere for dit store mod, når du tør rette kritikken mod ”dine egne”. Men resultatet af dine bestræbelser opfordrer i min optik blot til endnu en kamp, der kommer til at indbefatte mudder.

Diversitet er en menneskelig præmis, og derfor skal det næppe handle om kamp, modbevægelse eller opgør, når vi taler om at forholde sig til menneskers forskellighed. Det ville være et opgør imod en præmis for det at være menneske uanset køn og andre præferencer.

Selve debatten om Martin Brygmann og Claes Antonsen er for længst blevet fiskemandens fortrukne indpakning. Men tilbage står de to mænd indsmurt i tryksværte. Marie Høgh forsøgte at formidle et hensyn til disse to tidligere folkekære mænd – al ære og respekt for det. Men i min optik opfordres der blot mere af det, hun forsøger at redde disse to mænd fra – den offentlige gabestok.

Hun har blot erstattet de udskammede mænd med en anden målgruppe: ”de nyfeministiske”. De skal nu smage deres egen medicin, og hvem andre end ”os kvinder” i den modsatte lejr kan orkestrere denne kamp – mændene vil eller tør jo ikke.

Endnu en gang italesættes konfrontationer, opgør og kampe som et quickfix på MeToo- og sexismeproblematikker. En procestilgang, der historisk set har fået det modsatte resultat og i stedet endt som en opretholdende faktor.

Det er beundringsværdigt, at Marie Høgh aktualiserer problematikken, for den er blevet presset ud af reelle, legitime kampe i en begivenhedsrig sommer. Men redder en intern kvindekamp eller et opgør med nyfeminismen Martin Brygmann og Claes Antonsen? Reaktualiserer den kamp deres omdømme som dygtige kunstnere?

Mangler der ikke evidens for effekten af den form for konflikthåndtering?

MeToo og sexisme er ikke forsvundet. Det er jeg enig med Marie Høgh i – der er med al sandsynlighed udfordringer, der fortsætter på de fleste arbejdspladser og sikkert eskalerende til årets julefrokost senere på året.

Spørgsmålet er mere, hvordan vi undgår gabestokken og ofre på en mere konstruktiv måde og bidrager til at ruste fællesskabet mod flere grænseoverskridende handlinger.

Kære kvinder – jer, der puster til kampens sagte ild: Med hvilke øjne ønsker I, at vi skal kigge på eller tage part i jeres kamp? I udvider og udbygger blot den berøringsangst og frygt, der allerede er. Lad os i stedet åbne debatten i fredstid, hvor vi med en passende afstand til udfordringerne kan gå i dialog og bygge bro frem for skyttehuller.

Paradoksalt er det, at der i en tid, hvor ”køn” er blevet en kategori øverst på krænkelsesbarometeret, og vi alle skal navigere i et sprogligt minefelt af tøsedreng, nullermand, formand og kvindesysler, får ”kvinde” som en entydig kategori fornyet liv. Parallelt med denne nye kønsdiskurs forsøger medier og kvinder i fællesskab at fremsætte et billede af kvinder som en homogen gruppe – vi, der betragter det kvindelige og feminine fra sidelinjen, er helt bevidste om, at virkeligheden er en anden.

Kære kvinder – jer, der puster til ilden, hvorfor kan I ikke selv acceptere og respektere jeres forskellighed og gå i dialog og ikke i kamp om den? Forestiller I jer virkelig, at I kan overbevise ”de andre” og udrydde de synspunkter og meninger, der afviger fra jeres gennem kamp og modbevægelse?

»Han har jo ikke noget på,« råbte en dreng på et tidspunkt i en kendt fortælling. I dag refererer råbet ikke til nøgenhed, men til den tilgang og retorik, der er kommet i kølvandet på det ene whistleblow efter det andet.

Råbet peger på den naivitet og simpelhed, der præger den nuværende polariserende tilgang. Den dagsordensættes af medierne og med kvinder reduceret til nytteløse bannerførere. Er det det, I vil, kvinder – eller skulle vi sammen inkludere de mange, understøtte en kultur, hvor mennesker bliver handlekraftige, kan sige fra i situationen, fordi de aldrig tvivler på de ”passivt-aktives” ryg? Kulturen kan skabes gennem mere dialog og mindre kamp – vi ”passivt-aktive” venter stadig, passive og berøringsangst som aldrig før.