Svenske bander tvinger os til at sænke den kriminelle lavalder
Vi skal sænke den kriminelle lavalder til 12 år, så vi kan komme det svenske bandeproblem til livs.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
De svenske kriminelle bander har fundet en genial og udspekuleret metode til at gennemføre deres kriminelle aktiviteter: at hverve børn. De udnytter, hvor nemt det er at manipulere og kontrollere børn, og oven i det kan børnene ikke straffes i Danmark for deres kriminelle handlinger.
Det bliver vi nødt til at tage seriøst. Den kriminelle lavalder har flere gange været til debat, hvor argumentet imod at sænke den typisk er noget med at forestille sig små, søde børn i selskab med hårdkogte kriminelle i fængslerne. Det er den virkelighed, vi ser på gaden nu.
Når børnene er store nok til at krydse den danske grænse, begå alvorlig personfarlig kriminalitet, inklusive drab og anvendelse af sprængstoffer, så kan der simpelthen ikke være nogen tvivl om, at de er gamle nok til at sidde i fængsel.
Svenskerne skal bruge tid til at håndtere deres bandeproblem, og i Danmark skal vi bruge tid på at implementere en sænkelse af den kriminelle lavalder. Derfor bør vi i mellemtiden lave et midlertidigt indrejseforbud for alle børn under 18, der ikke er i følgeskab med deres forældre. Hvis ikke svenskerne får løst problemet, må vi overveje helt at lukke grænsen til Sverige.
Alle tiltag skal naturligvis også følges op med en skærpelse af straffene for personfarlig kriminalitet og straffene for banderelateret kriminalitet.
Det er absolut på tide, vi sænker den kriminelle lavalder til 12 år, så vi hurtigst muligt kan komme det svenske bandeproblem til livs og ikke acceptere, at de fører krig i Danmarks byer og gader.