Fjern vejrmøller fra gymnasiet, og giv plads til fagligheden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I min tid i skolen har jeg altid værdsat de boglige fag. Modsat har fag som f.eks. idræt aldrig sagt mig noget.

I folkeskolen har jeg en forståelse for, at man skal kunne rumme alle, og derfor skal der være ikke-boglige fag på skoleskemaet, men min irritation opstår, når jeg som elev på gymnasiet stadig skal bevise, at jeg kan lave kolbøtter for at komme videre på drømmeuddannelsen.

Ved valget af gymnasiet vælger man samtidig, at man vil gå den boglige vej, og jeg ved, at flere af mine jævnaldrende tænker det samme. Men sådan forholder det sig desværre ikke på stx, hvor idrætsundervisningen er obligatorisk.

Betragter man idrætsfaget som helhed, er der mange ting, der ikke giver mening. Man kan starte med at se på læreplanen:

I læreplanen for idrætsfaget på gymnasiet står der, at der i undervisningen opnås bevægelsesglæde, og kombinationen af teori og praksis giver indsigt i kroppens sundhed og idrættens kulturelle værdier. Som jeg ser det, opfyldes ingen af disse faglige mål i idrætsfaget.

Bevægelsesglæde er ikke noget, man kan tvinges til at føle. Det er noget, man føler, hvis man godt kan lide at dyrke sport. Folk, der holder af at dyrke sport, gør det ofte selv i fritiden.

Derfor opfyldes bevægelsesglæden næsten kun for de elever, der allerede selv har valgt bevægelse til i fritiden og derfor ikke mangler bevægelsesglæde i hverdagen. Jeg ser desuden ikke en årsag til, hvorfor staten skal blande sig i, om myndige borgere har bevægelsesglæde i hverdagen i forlængelse af en boglig uddannelse.

Jeg forstår godt pointen i at lære om den fysiske aktivitets betydning for sundheden i skolen, men teoridelen af faget drejer sig i højere grad om sportens regler end om kroppen, hvilket betyder, at undervisningen ikke giver den store indsigt i dette alligevel.

Desuden påvirker idræt ikke væsentligt unges sundhed, da undervisningen sjældent beskæftiger sig med fysisk aktivitet med høj intensitet. Dermed falder argumentet om, at bevægelsen i idrætsundervisningen øger indlæringsevnen i andre fag, til jorden.

Sidst giver det desuden heller ikke mening, at idrætsundervisningen skal give indsigt i idrættens kulturelle værdier, når man på gymnasiet allerede kender til de populære sportsgrene som fodbold og håndbold, og faget ofte beskæftiger sig med sportsgrene som ultimate og flag-football, der er så ukendte, at de ikke har stor kulturel værdi.

Hvis ikke de faglige mål opfyldes, hvad er så formålet med faget?

Selvom læreplanen ikke rigtigt holder vand, har jeg hørt andre dårlige grunde til, hvorfor faget ikke bør afskaffes.

For nogle er idræt et åndehul i den faglige skoledag, der giver ny energi og måske giver en følelse af succes, når den faglige front halter lidt. Den følelse kan jeg selvfølgelig ikke tage fra folk, men idræt er for nogle et lige så stort nederlag, som det er en energigivende succesoplevelse for andre.

I idræt er du nemlig mere udsat. Her kan du ikke gemme dig på bagerste række, hvis du ikke er god til faget. Du tvinges til at stå foran alle og danse hiphop eller lave vejrmøller som en ufrivillig cirkusklovn i et telt fuld af mennesker.

Faget idræt har potentiale. Det er en acceptabel idé, at der er et fag på gymnasiet, der fokuserer på sundhed. Det er bare ikke idrætsfagets fokus. Undervisningen i dag fokuserer på at stifte kendskab til ukendte sportsgrene og evnen til at kunne kaste forskellige genstande gennem luften, alt imens eleverne føler sig ydmyget.

Man burde afskaffe idrætsfaget og i stedet lave et nyt valgfag, der fokuserer på sundhed, så unge har mulighed for at lære om, hvordan man passer på sin krop. Interesserer det ikke én, er det også okay, og så har man mulighed for at vælge et andet valgfag, så hver elev får mere medbestemmelse i sin uddannelse, så det føles mere meningsfuldt at gå i skole.