Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Det rabler for Ældre Sagen

Nej, nej, nej. Sundheds- og plejeopgaver skal ikke styres af store regioner. Så ved vi godt, hvordan det ender.

Eric Valentin LerchePensionist, Karlslunde

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ældre Sagen foreslår, at alle sundheds- og plejemæssige opgaver flyttes fra kommunerne til regionerne – gerne større regioner end de nuværende – eller til staten, som er kendt for sine kompetencer med administration, f.eks. hæren, ejendomsvurderinger m.m.

Når opgavefordelingen er gennemført, vil det uvægerligt komme op at samle behandlingstilbuddene centralt i regionen. Det er den helt forkerte vej at gå.

Behandlingstilbud skal være tæt på borgeren. Det sammen gælder beslutningsprocessen. Beslutninger skal ikke tages af en fjern og utilgængelig myndighed, men tæt på borgeren. Skal der endelig flyttes opgaver, skal hospitaler o.l. flyttes til kommunerne, der kan drive disse i kommunale fællesskaber, som det gøres på så mange andre områder.

Personligt er jeg patient på hospitalet og hos hjemmeplejen, og det fungerer fint med gensidig orientering. De kommer også på besøg hos hinanden for at blive inspireret af, hvad og hvordan modparten arbejder, hvilket befordrer den fælles forståelse.

Forslaget om, at yngre mennesker kan hæve af deres pensionsopsparing, er også helt hen i vejret. Formålet er godt nok, men præcis den tidlige opsparing skal være grundstammen i den pension, som skel forsøde tilværelsen som ældre.

Ældre Sagen skal holde sig til at arbejde til fordel for de ældre.