Registrering af arbejdstid undergraver den danske arbejdskultur
Ny lov skruer unødigt op for kontrollen af danskernes arbejdsliv, der altid har været baseret på tillid – og som har fungeret fint.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I Danmark har vi en lang tradition for tillid mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Dette tillidsbaserede samfund har været fundamentet for vores arbejdsmarked og har bidraget til høj produktivitet, tilfredshed og fleksibilitet.
Den 1. juli trådte en ny lov om arbejdstidsregistrering i kraft i Danmark. Loven har været længe undervejs og skyldes en dom fra EU-domstolen, og selv om formålet med den nye lov er sympatisk nok – at sikre, at reglerne om maksimal ugentlig arbejdstid og hviletid bliver overholdt – risikerer vi at undergrave den tillid, som vi har tradition for på det danske arbejdsmarked, og erstatte den med mistillid og kontrol. Det bekymrer mig.
Jeg er stor fan af EU, men jeg er ikke naiv. Det er jo ikke alt, der kommer fra EU, der nødvendigvis er gavnligt for alle medlemslandene. Derfor er jeg bestemt ikke fan af denne nye lov, som jeg frygter kan få utilsigtede negative konsekvenser her i Danmark.
Selve administrationen af denne tidsregistrering kan jeg være bekymret for vil tage tid fra selve kerneopgaven og dermed mindske effektiviteten på arbejdspladserne. Det kan især være belastende for de små og mellemstore virksomheder, der ofte har færre ressourcer til at håndtere sådanne administrative krav.
Endnu mere problematisk bliver det, hvis nogle arbejdsgivere begynder at bruge tidsregistreringen som et værktøj til at kontrollere deres medarbejdere, som i sidste ende kan føre til mistrivsel og stress hos medarbejderne. Vi har ikke brug for en arbejdskultur, der er præget af mistillid, hvor medarbejderne føler sig overvåget og bliver målt på deres tilstedeværelse i stedet for deres præstationer.
Det har vi ikke tradition for i den danske arbejdskultur, hvor nøgleordene er fleksibilitet og autonomi, og fokus må altid være på resultater frem for arbejdstimer – også så der er mulighed for at balancere arbejdsliv og privatliv.
Det danske system med fagforeninger og kollektive overenskomster fungerer allerede som beskyttelse for arbejdstageres rettigheder. De danske arbejdsmarkedsparter har traditionelt været i stand til at forhandle løsninger, der tilgodeser både arbejdsgivere og arbejdstagere, uden at der har været behov for tung regulering.
Det betyder dog ikke, at jeg er imod EU – det er jeg på ingen måde. EU spiller en afgørende rolle i at fremme økonomisk samarbejde, sikre fred og stabilitet og skabe fælles standarder, der beskytter borgerne. Fordelene ved EU-medlemskabet overstiger altså langt ulemperne. Men netop fordi nogle af de vigtigste lovgivninger, der påvirker vores dagligdag, bliver besluttet i EU, er det så vigtigt, at vi har de bedste repræsentanter i Bruxelles.
Derfor er jeg glad for, at vi i Moderaterne har sendt Stine Bosse til Europa-Parlamentet. Hendes erfaring og dedikation sikrer, at Danmarks interesser vil blive varetaget på bedste vis, og at vi arbejder for en EU-lovgivning, der respekterer de unikke behov i national kontekst. Ganske modsat den nye lov om arbejdstidsregistrering, som efter min overbevisning er et skridt i den forkerte retning.