Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Studerende går rundt med ondt i maven over en presset økonomi: Sådan får vi ikke flere sygeplejersker

Der skal flere penge til i praktiktiden, hvis sundhedsvæsenet skal have flere sygeplejersker.

Nicolaj Laue JuhlForperson for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning
Deniz Urgan ErdemNæstforperson i Sygeplejestuderendes Landssammenslutning

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Har jeg råd til at blive sygeplejerske? Det spørgsmål må tusindvis af sygeplejestuderende spørge sig selv om efter sommerferien, når de starter i en ny praktik enten i kommunen, på et hospital eller i psykiatrien.

For vores praktikforløb tager sjældent hensyn til sygeplejestuderendes bopæl, hverdagsliv eller studiejob. Det betyder, at mange skal bruge mere end to timers transporttid til og fra praktikstedet, tusindvis af kroner på transport og takke nej til vagter på vores studiejob. Vi er i praktik på næsten halvdelen af uddannelsen, men vi får hverken refusion af transportudgifter eller økonomisk kompensation.

57 pct. af sygeplejestuderende har i forbindelse med deres seneste praktikforløb følt sig nødsaget til at tilpasse deres forbrug, mens hver anden sygeplejerskestuderende har følt sig nødt til at sige op eller gå ned i tid på deres studiejob. Hver fjerde har været nødsaget til at optage SU-lån. Samtidig har næsten hver anden sygeplejestuderende på sjette og syvende semester overvejet at stoppe på uddannelsen. Det skyldes i høj grad forhold relateret til praktikforløb.

Det er fuldkommen uholdbart, at sygeplejestuderende skal gå rundt med ondt i maven over en presset økonomi og være i tvivl om, de har råd til at gennemføre sygeplejerskeuddannelsen. Lige nu indgår sygeplejestuderende i skiftende vagtlag, hvor vi arbejder 30 timer om ugen uden anden betaling end SU.

Regeringen har lovet at præsentere en reform af professionsbacheloruddannelserne efter sommerferien, herunder sygeplejerskeuddannelsen. Reformen skal gøre uddannelsen mere attraktiv og løfte kvaliteten markant, så flere får lyst til at vælge og gennemføre sygeplejerskeuddannelsen. Den kommende reform af sygeplejerskeuddannelsen skal skabe bedre økonomiske vilkår i praktik, hvis vi vil have flere dygtige sygeplejersker i fremtiden.

I trepartsaftalen om løn og arbejdsvilkår fra december 2023 blev aftaleparterne enige om, at sygeplejestuderende fra optaget 2024/2025 skal ansættes i den sidste, lange praktik og skal indgå i normeringen i det omfang, det er muligt. Tiltaget skal igangsættes sammen med reformarbejdet om sygeplejerskeuddannelsen.

Men trepartsaftalen handlede om mere arbejdskraft og ikke bedre uddannelse. Hvordan regeringen vil sikre, at ansættelse af sygeplejestuderende ikke går ud over det læringsmæssige udbytte af praktikken, mangler vi stadigvæk svar på. Vi forventer naturligvis, at vi sygeplejestuderende får ordentlige løn- og arbejdsvilkår med fokus på læring, når vi fremover skal ansættes i den sidste, lange praktik og indgå i normeringen.

Den sidste, lange praktik er kun en lille del af sygeplejerskeuddannelsen, der varer tre et halvt år og består af syv semestre. Derfor mener vi i Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, at vi skal have ret til et praktiktillæg til SU’en, så uddannelsen bliver mere attraktiv og mindre økonomisk presset. Det er et afgørende skridt for at styrke de økonomiske vilkår i praktik og et startskud til at udfylde de næsten 1.000 tomme studiepladser på sygeplejerskeuddannelsen efter sommerferien.

Vi bør have ret til refusion af vores transportudgifter, der for mange sygeplejestuderende løber op i flere tusinde kroner i hver praktik. Det presser økonomien og går udover læringen, og det gør uddannelsen mindre attraktiv. Refusion af transportudgifter gælder for eksempel på medicinuddannelsen. Det bør også gælde for os, uanset om vi kører i bil eller med offentlig transport i praktik.

Det er velfærdssamfundets fremtid, der står på spil, når sygeplejerskeuddannelsen skal reformeres. Spørgsmålet er, om regeringen virkelig mener det, når den siger, at den vil have flere sygeplejersker i fremtiden. For de kommer ikke uden at styrke de økonomiske vilkår i praktik, hvis sygeplejerskeuddannelsen skal gøres bedre og mere attraktiv.