Nyholms retorik er rendyrket trumpisme
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Per Nyholm, der optræder som en anden dommedagsprofet over for Israel, konstaterer i sin søndagsklumme, hjulpet på vej af den kritiske israelske journalist Amos Harel, at Israel i konflikten med lande og organisationer, der i øvrigt i Nyholms profeti ufortalt ønsker statens ødelæggelse, er på vej ned i afgrunden.
Ifølge Nyholm står Israel ved en korsvej, hvor splittelse »mellem et religiøst kongedømme i Jerusalem og reminiscensen af en vestlig republik omkring Tel Aviv«, ikke determinerer fremtiden. Nyholm har allerede facit og går skridtet videre end Harels kritiske udgangspunkt og fremturer dæmoniserende. Israel er en illusion forstået som en »humant tænkende, europæisk indrettet jødisk stat uden for Europa«. Israel er en »afgrund af tortur, mord, krig og fascisme«.
Det er eklatant, svulstig trumpsk retorik, der modsiges af de mange protestdemonstrationer og den daglige politiske debat i Israel på gader og stræder og i medier, som Harel også er den del af. Nyholm bruger Harel til at beklikke det i høj grad humant tænkende, demokratiske Israel, der hæver sig op over omgivende stater.
Der er ingen grund til at spilde tid på Nyholms profetiske evner, hvor hans branding af Israel som inkarnation af jødisk fascisme i årevis har raget op og stadig fra basen i Wien kaster truende skygger over al dyd – hovedstaden med fordums kulturel storhed og triste kapitler om, hvordan østrigerne ikke altid har behandlet sin jødiske befolkning på sømmelighedens vej.
Af uvilje vil Nyholm ikke at komme med opskriften på, hvordan en demokratisk stat skal bekæmpe Hamas, Hizbollah og mæcenerne i Iran, der alle bevidst med civile tab blandt egne og blandt jøder som strategi stadig har til hensigt, at Israel skal ophøre som jødisk stat. En strategi og uvilje til fred, der har banet vejen for højrefløjens fremgang i Israel. Et humanistisk tænkende, demokratisk Israel er ikke en illusion, men en realitet. Israels eksistens og berettigelse anfægtes af stadig af terrororganisationer og terrorstater, hvilket falder ind under Folkedrabskonventionens artikel II, hvor netop »hensigt om helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe«, ikke kun handler om antallet af dræbte (læs: Israel og jøder).
Illusionen er derimod Nyholm som et anstændigt tænkende menneske, der gør sig fri af sit mod Israel maniske degout, der er afgrundsdybt.