Al den snak om landbrug var bare – snak
Landbruget er det vigtigste for den grønne omstilling i EU. Vi gider bare ikke at arbejde med det.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den store kabale i Europa-Parlamentet er nu lagt, og udvalgsposterne for de danske medlemmer er fordelt. Efter en valgkamp, hvor landbrugspolitik var et af de absolut største emner, og i en parlamentssamling, hvor EU’s landbrugsstøtte skal reformeres, skulle man tro, at de danske parlamentarikere ville flokkes om landbrugsudvalget som bier om en sukkermad.
Men overraskende nok har kun ét parti – Venstre – prioriteret en plads i landbrugsudvalget, som er hovedudvalget for arbejdet med EU’s kommende landbrugspolitik.
Jeg har som kandidat stået i den ene debat efter den anden, hvor politikere fra højre til venstre har argumenteret for, at landbruget er det vigtigste indsatsområde i de kommende fem år, hvis EU skal nå sine klimamål.
Til nogle debatter nåede vi stort set ikke at debattere andet end landbrug, og til debatter, som skulle handle om noget helt andet – f.eks. arbejdsmarkedspolitik, udviklede de sig stort set altid som medlemsmøder i Venstre – til på et eller andet tidspunkt at handle om landbrugspolitik.
Det er både forståeligt og rimeligt, at landbrugspolitik har fyldt i EP-kampagnen. Landbruget udgør omkring 10 pct. af EU’s samlede CO2-udledning, og i modsætning til de fleste andre sektorer mangler EU fortsat konkrete klimamål og -planer for landbrugssektoren. Så skal EU’s klimamål gøres til klimahandling, skal der laves grøn landbrugspolitik i EU i de kommende fem år.
Og vi mangler da heller ikke konkret landbrugspolitik fra venstrefløjen. Revolutionens tid er endnu ikke forbi for Enhedslisten, der først vil omlægge og siden udfase landbrugsstøtten, og når det kommer til revolutioner, er det ikke kun den yderste venstrefløj, der er fremme i skoene, også Socialdemokratiet ville revolutionere EU’s landbrugspolitik og kun give støtte til de landmænd, der arbejder med grønne tiltag.
Efter konstitueringen må man så konkludere, at al den snak om landbrugspolitik var ren populisme i valgkampen. Fra Danmarksdemokraterne til SF ved man, at landbrugspolitik er noget, der optager både hjerter og hjerner i Danmark.
Landbrugspolitikken splitter og er godt stof for medierne.
Kalder man som socialdemokraten Niels Fuglsang sine politiske modstandere i Venstre for »farlige landbrugslobbyister«, får man hård valuta gennem spalteplads i Politiken i valgkampen. Så pyt med det konkrete politiske arbejde i landbrugsudvalget efterfølgende.
Populismen driver ned ad væggen.
I Europa-Parlamentet betyder det noget, hvilke udvalg man sidder i. Hovedudvalgene – som landbrugsudvalget bliver, når landbrugsstøtten skal reformeres – er ansvarlig for at finde kompromisser med underudvalgene, f.eks. miljøudvalget. Det foregår sådan, at underudvalget sender sin holdning til hovedudvalget, som så er ansvarlig for at lave forhandlingsudkast til parlamentets samlede holdning. Magten ligger her.
Når EU i de kommende fem år skal gøre klimamål til klimahandling, er landbrugspolitikken ikke til at komme uden om.
Derfor er jeg glad for, at Venstre som det eneste danske parti har prioriteret netop en plads i landbrugsudvalget, hvor vi blandt andet kan arbejde på at indfri et vigtigt valgløfte for Venstre: at inkludere en fælles europæisk CO2-afgift for europæisk landbrug i den kommende landbrugsreform.