Færre og færre vil læse tysk: Vi har forsømt at tale om, hvorfor tysk er vigtigt – de fleste hader det bare på forhånd

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Tyskland er et lorteland med dårlig mad. Prove me wrong, Emma.«

Sådan bød en 1. g’er mig i november velkommen til mit første årsvikariat i tysk. Så var vi i gang.

De fleste skoleelever hader tyskfaget, inden de møder det. Men deres idé om Tyskland og fagets indhold opstår ikke i dem selv. Den opstår, fordi vi i debatten om tyskfaget har glemt at tale om, med hvilket formål og i hvilken form det er vigtigt.

Diskussionen går på, om det er vigtigt. Det er et ja/nej-spørgsmål. Dermed bliver debatten unuanceret, og eleverne stempler faget som irrelevant. Vi skal flytte debattens omdrejningspunkt fra fagets berettigelse til dets formål og form, som trænger til en opfrisker.

I min unge tysklærer-hjerne lyder formålet med faget: Vi lærer tysk for at forstå og begå os i vores vigtige naboland, der faciliterer 119.000 danske job og er et kulturelt skatkammer for alle generationer.

Det kræver, at vi får indsigt i landet og tør tale sproget. Men det formål fremstår fremmed for eleverne. Deres opfattelse er: Vi lærer tysk for at præsentere tekster og kun åbne munden, hvis vi taler grammatisk korrekt. Det praktiske formål med at lære tysk, at begå sig, drukner i perfektionismen.

Tyskfaget starter det forkerte sted. Mange elever møder som det første grammatikmuren, men løber panden mod den og går glip af alt det andet, faget rummer. De sproglige detaljer spænder ben for, at eleverne lærer sproget.

Selvfølgelig skal de lære det grundlæggende: Hvad er forskellen på Sie og sie? Hvorfor bøjer vi verber?

Men at mit styrer dativ er en detalje, som ikke er afgørende for, om tyskere på en kaffebar i Berlin forstår, hvad man mener. Mundtligheden gør derimod læringen konkret og virkelighedsnær: »Før timen kunne jeg ikke bestille en kaffe. Nu kan jeg.« Dét motiverer eleverne, viser dem formålet og fordrer interessen for kulturen og sproget – og når dén er på plads, følger interessen for de grammatiske detaljer.

Mine elever skrev i evalueringen, at de kunne bruge undervisningen til noget. De havde lært Tyskland at kende. Planlagt en julerejse til Kiel. Oprettet Instagrams, der solgte Aarhus til unge tyskere. Tysk var sjovt!?

Problemet er, at det tysk, de har lært af mig, ikke hjælper dem til eksamen – tekstlæsning og grammatik stod sidst på dagsordenen. Dagligdagstysk og kendskab til unge, tyske bands imponerer desværre ikke en fremtidig censor, selvom det i høj grad er dét, eleverne kan bruge i virkeligheden.

Hvis eksamen derimod tog udgangspunkt i hverdagssituationer som indkøb, jobsamtale eller andre jordnære emner, ville eleverne klare sig brilliant. Den faglige dybde skulle selvfølgelig være intakt, så vi ikke udvander tyskfaget, men her ville deres udbytte stå klart for alle: De kan begå sig. Og i øvrigt kan de mere tysk, end de selv tror, når formålet og formen matcher deres niveau. Med virkelighedsnært indhold viser vi dem lige præcis det.

Tænk, hvis eleverne, når de har bestilt deres kaffe i Berlin, tør fortælle baristaen om den tyske rapper, de kender fra et forløb om hiphop-kultur og senere spørge om hendes mening om det tyske, kønsneutrale sprog, som de synes er spændende, fordi emnet også rører sig på dansk. Hver gang de gør det, bliver deres grammatik også bedre.

Og de nye lokale venner ved, hvad eleverne mener, selvom de af og til placerer verbet forkert. At begå sig handler nemlig ikke om at være fejlfri, men om at gøre sig forståelig, eller i det mindste turde forsøge.

Så lad os få tyskfagets formål og form på dagsordenen. Lad os vende faget på hovedet. Eleverne har mistet grebet om, hvorfor de lærer tysk. Det skal der ændres på, og det ér muligt. 1 g’eren, som kaldte Tyskland et lorteland i første time, sluttede sidste time af med kommentaren: »Emma, jeg vælger nok Tysk A. Det er jo godt at kunne.«

Jeg tror, jeg fik proved her wrong.