Pigerne er beskyttet – men hvad med drengene?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ministeren for digitalisering og ligestilling, hvad de to temaer så end har med hinanden at gøre, har i maj sendt en angivelig ”handlingsplan” for mænds og drenges ligestilling på det politiske marked.

Trine Bramsen, den socialdemokratiske ligestillingsordfører, gav Marie Bjerres udspil disse ord med på vejen: »Handlingsplanen sætter fokus på nogle af de områder, hvor vi ser kønsulighed for drenge og mænd, og hvor vi mangler viden om uligheden.«

Men det mest forfærdelige, det grusomste og dertil dagligt forekommende tilfælde, hvor vi ser kønsulighed og absolut ikke mangler nogen som helst viden, bliver i ”handlingsplanen” (som fortjener anførselstegn) overhovedet ikke nævnt med så meget som ét ord. Over for dette problem har man omhyggeligt og bevidst sørget for ikke at fokusere, men tværtimod lukket øjnene: tvangsomskæring af drenge.

Piger og kvinder er rigoristisk beskyttet mod fysiske overgreb på deres kønsorganer, jf. straffelovens § 245 a: »Den, der ved et legemsangreb med eller uden samtykke bortskærer eller på anden måde fjerner kvindelige ydre kønsorganer helt eller delvis, straffes med fængsel indtil seks år.«

Hvis forældre lader deres pigebørn omskære, ryger de lukt i fængsel. Også selv om indgrebet er så diminutivt, at eksperter end ikke kan konstatere, at der overhovedet er sket et indgreb.

Drengebørns tissemænd kan forældrene derimod frit forgribe sig på og få sønnerne tvangsomskåret, såmænd også af ikke-læger, på trods af at overgrebet – naturligvis – strider mod 117 love og konventioner. Der er tale om grov vold med uoprettelige fysiske følger, ikke bare et lille niv i tissemanden, hvad man jo i øvrigt også skal afholde sig fra. Drengene bliver dybt ydmyget, underkuet og skamferet for resten af livet, mishandlet på den mest følsomme del af deres krop. Sådan bliver tusinder af drenge behandlet i det moderne Danmark anno 2024, når de fødes ind i muslimske eller jødiske familier.

Her foreligger der en eklatant og ubestridelig diskrimination, som kun politikere og religiøse fanatikere kan fornægte eller bortforklare – drenge stilles af magthaverne med gustent forsæt klokkeklart ringere end piger. Pigerne beskyttes ved lov vedtaget af det danske Folketing for 20 år siden, drengene gør ikke – de kan molesteres med politikernes udtrykkelige godkendelse. Og på dette punkt tier ministerens handlingsplan; her vil ties, her vil bies, o svage sind. Ministeren og hendes embedsmænd taler naturligvis ikke Mette Frederiksen, omskæringsrettens fremmeste forsvarer, ret imod; det tør ingen og da slet ikke en minister.

Så hvad denne handlingsplan indeholder, er ikke sagligt bestemt, men politisk. Og derfor måtte tvangsomskæring af drenge, denne alvorlige menneskerettighedskrænkelse, bandlyses fra planens indsatsområder.

Den aktuelle, groteske retstilstand med ulige ret for piger og drenge kunne ganske enkelt kureres. Det kræver blot, at statsministeren demokratisk følger det danske folk i stedet for som en marionet at lade sig dirigere fra Washington og Jerusalem.