Regeringens ligestillingspolitik er woke

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I Kulturministeriet fører Jakob Engel-Schmidt regeringens reelle ligestillingspolitik. En politik, som skal gøre op med vores samfundsbærende normer, mens kulturen spændes for en identitetspolitisk vogn, der gør op med den frie, folkelige kunst.

Siden Jakob Engel-Schmidt blev kulturminister i 2022, har han omdannet sit ministerium til en frontløber for en ligestillingspolitik, der skal nedbryde kønnet og omskrive historien. Det er der efterhånden mange kedelige eksempler på.

Sidste år lancerede Engel-Schmidt Bodil Koch-prisen, som ifølge Kulturministeriet uddeles til en »person eller organisation, som har ydet en exceptionel indsats for at fremme ligestilling eller diversitet inden for kunst- og kulturlivet«. Prisen blev uddelt til Sargun Oshana, som »har skabt et inkluderende miljø, som åbner sig op for diverse publikumsgrupper på tværs af alder, køn, seksualitet og etnicitet«. Det kan virke sympatisk, men en kunstpris bør tildeles på grundlag af kunstnerisk værdi og ikke, at man lever op til politiske ønsker om inklusion.

Det er en tendens, som har sat sig fast i Kulturministeriet. For nylig besluttede kulturministeren nemlig, at han vil opføre flere statuer af kvinder. Problemet er igen, at Engel-Schmidts beslutning ikke tager udgangspunkt i at fremhæve individers bidrag til historien, men om at fremhæve individets køn. Køn gøres altså til en kvalitet i sig selv.

Kulturministerens kampagne stopper ikke her. I sin iver efter at gøre op med vores normer og sprog foreslog Jakob Engel-Schmidt nemlig, at du som skaber af et værk ikke længere skulle kunne kalde dig for »ophavsmand«; du skulle derimod kalde dig for »ophavsperson«. Senere skiftede han dog mening hele tre gange og blev til sidst enig med sig selv om, at du nu skulle kalde dig »ophaver«.

Når man som kulturminister insisterer på at læse alt gennem identitetspolitiske briller, havner man et absurd sted. For ordet ”ophavsmand” er en kønsneutral betegnelse fuldstændig ligesom ”jordemoder”, og skulle man følge kulturministerens logik, burde man i lige så høj grad gøre op med jordemoderen som med ophavsmanden. Det gør Engel-Schmidt dog ikke. Det virker unægtelig, som om Engel-Schmidt anskuer ordet negativt, fordi det indeholder ”mand”, og derfor mener, at vi som samfund bør gøre op med det.

Mens regeringen er optaget af statuer, sprog og symboler, forsømmes de rigtige ligestillingsproblemer.

For kort tid siden kunne man for eksempel læse om muslimske kvinder, som bliver fanget i islamistiske, sharia-lignende ægteskaber med ægteskabskontrakter godkendt af imamer, svøbt i social kontrol. Ægteskaber, hvor kvinder udsættes for afpresning, når de vil skilles, for eksempel ved at blive presset til at betale penge eller overgive forældremyndigheden over børnene.

Den sociale kontrol er også til stede i offentlige svømmehaller, hvor muslimske børn går til kønsopdelt svømmeundervisning. Her må du som mand ikke være til stede til pigernes svømning af hensyn til små pigers ærbarhed. Små piger lærer fra barnsben, at deres krop har en anden status end jævnaldrende drenges. Det tillader vi i Danmark, men man finder det åbenbart vigtigere at opstille statuer.

Taberne er den frie, folkelige kunst og de undertrykte kvinder, som ikke får hjælp, når regeringen investerer sit fokus i statuer, sprog og staffage. Det totale maskefald sker, når kulturministerens eget parti deltager i et muslimsk vælgermøde, hvor kvinder er forment adgang. Vi håber, at kulturministeren og regeringen slipper tøjlerne fra den elitære og normopgørende ligestillingspolitiske vogn. Ellers vil han ende med at ofre kunstens folkelighed på identitetspolitikkens alter.