Forældre og klubber skal ikke professionalisere børneidræt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg elsker idræt og sport. Det håber jeg også, min datter vil gøre, når hun bliver større. Jeg håber, hun vil finde sin helt egen favoritsport, som hun kan nyde og dyrke i sit helt eget tempo. Det handler særligt som barn, men også som voksen, om at have det sjovt og glæde sig til næste gang, man møder ind til træning med sine kammerater.

For nogle forældre er det ikke et spørgsmål om barnets ønsker, og det handler ikke om at have det sjovt. Nej, i nogle tilfælde er det nærmest liv eller død, når barnet spiller U7-fodboldkamp i den lokale klub – for hvad nu, hvis en talentspejder kiggede forbi? Det synes jeg er fuldstændig uhørt og gør mig faktisk bekymret.

For nylig skrev DR om Sara Slott, William Kvist og Jesper Nøddesbo, som alle er bekymrede. Eliteatleterne mener ikke, børnene skal indoktrineres i de voksnes konkurrencemani, og de siger stop for den stigende tendens til at trække pres ned over meget små skuldre.

Det gør særligt indtryk på mig, at eliteatleter med mange medaljer i rygsækken, som ved, hvad det kræver, siger stop. Mange af dem har været på træningsbanen langt over sengetid og sikkert også brugt en stor del af deres barndom og ungdom på at blive de bedste.

Jeg er heller ikke imod, at man har lyst til at være den bedste. Det skal bare komme fra barnet selv og ikke fra en forælder eller pres fra klubber, der opretter elitehold for seksårige og forsøger at få børnehaveklassebørn til at skifte klub. Det er grænseoverskridende adfærd, der ikke hører hjemme i børneidrætten.

Hvis man som barn ikke starter med at glæde sig og dyrke sport som en leg, så brænder man ud – og så får vi aldrig de verdensstjerner, vi selvfølgelig glæder os over i vores lille land.

Jeg er helt enig med eliteatleterne i, at vi skal beskytte børnene bedre. Det kan vi gøre med færre talentspejdere hos de helt små, ingen ranglister og mindre tid i bilen på landevejene rundt til stævner, som barnet i stedet kunne bruge på noget mere meningsfuldt og sjovt. Der skal kort sagt være mindre konkurrence og mere leg.

Jeg følger området tæt, og jeg forventer, at sporten og dens organisationer selv tager det her meget alvorligt og stopper med at presse professionelle krav ned over børnene – for børnene og for sportens skyld.