Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Spis grønt – og svin med emballagen

Fint nok at spise mere grønt, men det endte i kommunalt madspild og -svineri.

Jørgen Kunter PedersenPartner, Højbjerg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

At være valgtilforordnet er noget, man gør, fordi man gerne vil støtte den demokratiske proces og være med til at sikre, at valghandlingen foregår korrekt. Og det foregår korrekt, skal jeg hilse at sige.

Det er ikke på grund af aflønningen. Man får en dagsdiæt på 900 kr., som der betales skat af. Det er heller ikke på grund af forplejningen, idet man i Aarhus Kommune i sin politisk korrekte visdom antager, at man er vegetar. I år fik man et varsel på ca. 12 timer, hvis man ville have noget andet.

Det er helt fair, at vi skal øve os i at spise mindre kød og mere grønt for miljøets skyld. Men den grønne og politisk korrekte forplejning har medført et unødvendigt højt emballageforbrug og et kæmpe madspild, som grænser til det rene miljøsvineri. Og det er vel ikke meningen?

Alt var nøje portionsanrettet. F.eks. bestod morgenmaden af et rundstykke, to skiver rugbrød, en skive (plastic)ost indpakket i plastic, smør i plastic og en lille portion marmelade også i plastic. Frokosten bestod af salat pakket i plasticbøtter med tilbehør pakket i plastic, aftensmaden ditto.

Man kan overveje at vende tilbage til det, man gjorde tidligere, nemlig at lave maden i skolekøkkenet og bruge skolens service. Det vil reducere madspild, eliminere emballageforbruget og vil helt sikkert være mere velsmagende. Er det ikke muligt, kan man opfordre den valgtilforordnede til selv at sørge for sin forplejning? Så sparer kommunen også penge.